S_Thorvaldsen

i i 7

ikke blot modelleret, men ogsaa udført i Marmor; til sit Bestemmelsessted,

»den uforglemmelige Kones hellige Grav« paa den engelske Kirkegaard ved

Florents, kom det dog aldrig, men blev indtil Thorvaldsens Død staaende

i hans Atelier, hvorfra det senere kom til Musæet. Grunden hertil var

sikkert den, at Forholdet mellem Thorvaldsen og hans fornemme Ven

i Løbet af de nærmest paafølgende Aar i det hele undergik en væsentlig

Forandring. I Oktober 1814 rejste Schubart til Danmark og var saaledes

for en Tid hindret i personlig at udøve en Pression til Arbejdets Fremme;

omtrent samtidig viste det s ig , at hans Pengesager vare i en saadan

Uorden, at det kunde blive ham vanskeligt at udrede den til Monumentet

bestemte Sum.

Lidt senere fik Thorvaldsen at vide, at Schubart i sin

Egenskab af Formynder for Zoégas Datter Laura havde bestyret dennes

Arvelod saa

uforsvarlig, at den var gaaet tabt; han bad da Thorvaldsen

om et Laan, men hk det ikke, og hermed var Venskabet, om end de to

vedbleve at omgaas tilsyneladende fortrolig, faktisk opløst. Der er for

øvrigt vist heller ingen Tvivl om, at Hustruens Død har bidraget væsentlig

til at slappe Forholdet; Baronesse Schubart var sikkert en langt friskere og

finere Natur end hendes Ægtefælle, og Thorvaldsen har aandelig staaet

hende nærmere end denne. Det var da ogsaa et herligt Mindesmærke, han

havde tænkt sig som Prydelse for hendes Grav, en inderlig følt og sjælfuld

Komposition.Den elskelige Kvinde

ligger henstrakt paa Dødslejet; paa

dettes Rand

sidder vedhendes Side Ægtemanden, med sin ene Haand

holder han hendes fast, den anden hæver han, som vilde han besværge den

bortflygtende Aand og standse den i dens Himmelfart; men Genien ved

Hovedgjærdet vender Faklen mod Jorden. Særlig interessant er for øvrigt

i dette Relief den Anvendelse, Kunstneren her har gjort af Portrætterne.

Saavel Baronens som hans Hustrus Buster havde han tidligere modelleret;

de høre i deres Art til hans friskeste og mest individuelle Arbejder.

Baronessen er formelt styg; de uharmoniske Forhold i Hovedet, den skarpt

fremjagende Næse, de smalle, sammenpressede Læber og den tørre Hud

vilde i Forening med den noget barbariske Frisure give hende et næsten

megæraagtigt Præg, hvis ikke det fine Udtryk vidnede saa klart baade om

Hjertensgodhed og om Klogskab. Baronen er en kjøntformet Ubetydelighed

med gammel romersk Tilsnit; man frigjør sig overfor hans Buste vanskelig

for den Forestilling, at han direkte eller indirekte har forlangt af Kunst

neren at blive modelleret som en Slags Seneca — og dog har billedet