280 / 484
1 77
A f Skulpturerne til Frue Kirke vare, som vi have set, tvende
Stykker modellerede allerede under Thorvaldsens Ophold i Hjemmet, nemlig
Reliefferne Kristi Daab og Nadverens Indstiftelse. Men den største Del af
det vidtløftige Arbejde stod endnu tilbage; i 1821 og 1822 fremmedes det
imidlertid med en Energie, der i Kunstens Historie søger sin Lige. Fra det
Øjeblik af, da det blev fastslaaet, at Thorvaldsen skulde udføre Kolossal
statuerne af Kristus og de tolv Apostle, samt hvad der for øvrigt var bestemt
til den nye Kirkes Udsmykning, var det Tanken om disse Kunstværker, der
væsentlig fyldte hans Sjæl; hvor meget han end for øvrigt havde at vare
tage, syslede han dog i denne Periode vistnok daglig med den Række nye
Værker, som skulde blive en af hans lyse og rige Kunstnerlivs ypperste
Bedrifter.
Selv gik han til Arbejdet med godt Mod, men i de Kredse, hvori
han færdedes, saa’ man det imøde med langt mindre Tillid til det lykkelige
Udfald.
At Kunstnerne af den nazarenske Retning paa Forhaand maatte
føle sig overtydede om, at Thorvaldsen vilde vise sig ude af Stand til at
frembringe et ægte og i Sandhed gribende Billede af Frelseren, følger af
sig selv; men ogsaa Kunstnerens varmeste Beundrere og nærmeste Venner
stillede sig denne Gang tvivlende; man savnede hos ham »det aandige
Forhold til Kristendommen, som her maatte forudsættes«, — gik simpelt
hen ud fra, at kun den oprigtig troende og varmt følende Kristne vilde være
i Stand til at frembringe et Kristusbillede, der kunde tilfredsstille de troendes
religiøse Trang. Med andre Ord: man stillede Værkets Prognose i Henhold
til en kun halvvejs eller betingelsesvis rigtig æsthetisk Theori.
For os, der kjende baade de Forudsætninger, ud fra hvilke Ihor-
valdsen gik til sit Arbejde, og dem, hvorfra der paa Forhaand blev dømt,
ligger det nær i al Korthed at søge at komme til Enighed med Hensyn
baade til Mesterens personlige Stilling over for Opgaven og til den æsthe-
tiske Theoris Gyldighed.
At Thorvaldsen ikke var en troende Kristen, er sikkei t nok, i
saa Henseende er det Svar, hvormed han imødegik en af sine Venners
Betænkeligheder, tilstrækkelig talende: »Jeg tror jo heller ikke paa de
græske Guder, men dem har jeg dog kunnet fremstille«. Den eneste
»religiøse« Paavirkning, han fik i sin tidlige Ungdom, modtog han af den
rationalistiske Præst, der forberedte ham til Konfirmationen; i Rom forholdt
han sig, som en af hans Ungdomsvenner der nede fra, den tyske Landskabs
23