281 / 484
i ; 8
maler von Rhoden, har udtalt til Forfatteren af dette Skrift, »religios ganz
indifferent«, og Grundtvig rammer uden Tvivl Sømmet paa Hovedet, naar
han i sit herlige Mindedigt over Kunstneren siger:
»Du kjendte kun den falske Kristendom,
Og den betragted’ du med Ynk og Harme,
Hvor du den saa’ i Axelstad og Rom:
Den istapkolde og den lummervarme;
Saa hele Verden véd det godt og grandt,
Du var ej Katholik, ej Protestant.
En Hedning altsaa af en egen Art —«
— en hedensk Skjønhedsdyrker, der elskede og tilbad det skjønne menneskelige
og guddommelige, hvor han end fandt det: i Naturen, i den antike Kunst,
i Mytherne — i Evangeliet. Var dette nu tilstrækkeligt Grundlag for den,
der skulde give et andagtvækkende Billede af Verdens Frelser?
Den »æsthetiske Theori« siger Nej; kun for det, der aandelig talt
helt fylder Kunstneren, kan denne finde den fyldestgjørende Form; saa vist
som en Digter, der ikke selv har elsket, er afskaaren fra enhver Mulighed
for at synge gribende sandt om Kjærligheds Fryd og Elskovs Smerte, saa
vist vil det aldrig lykkes en Kunstner, der ikke er greben og fyldt af
Kristentroen, at stille os dens Idealer klart for Øje.
Men det er jo en
bekjendt Sag, at Theorien ofte viser sig »graa« i Sammenligning med,
hvad der voxer paa »Livets Træ«.
Historien er fuld af Vidnesbyrd om,
at en Kunstners Tro helt vel kan staa i det mest skærende Misforhold til
hans Gjerninger; vi behøve kun at minde om den ryggesløse Falskner og
Meneder Veit Stoss, hvis Træskulpturer høre til Reformationsaarhundredets
fineste og mest følelsesfulde Andagtsbilleder, eller om hans Bysbørn; de
»gudfornægtende« Malere«, Behamerne og Pencz; er der vel nogen, der
har Mod til paa Grundlag af en Viden om disse Mænds Vandel og Livs
anskuelse at henvise deres Værker til en Plads uden for den gode og ægte
kristelige Kunst? Sandheden er den, at vi Mennesker, som det hedder i Skriften,
maa nøjes med at se, hvad der er »i Efterligning« i Steden for »i Aand
og Sandhed« — at vi ikke med Sikkerhed kunne sondre mellem Resul
taterne af den kunstneriske Fantasi og af den personlige Følelsesinderlighed
og heller ikke ønske at kunne det. Med andre Ord: en aandelig Dissection
af Kunstneren, en Ransagelse af hans Hjerte og Nyrer har for os blot en
betinget Interesse; vi staa kun i Forhold til ham gjennem den Verden,