286 / 484
i S i
til Rørkorset.
Sundt og kraftigt er hans Legeme; vi se i denne mægtige
Skikkelse mindre af Eneboeren , hvis Føde har været Græshopper og vild
Honning, end af Helten, der trodser Jordens mægtige; han staar som den,
der stoler trygt paa Magten af sit Ord, rolig og behersket, vis paa den
endelige Sejr, snarere end som den lidenskabelig bevægede Bodsprædikant,
der vil ryste sine Tilhørere ved at vise dem »Øxen, der alt ligger ved
Roden af Træet« ; mærkelig har saaledes Kunstneren her fjernet sig fra
sine Forgjængere, hvem det gjennemgaaende har været magtpaaliggende at
karakterisere Johannes som Forløber for den, der skal »opbrænde Avnerne
med uudslukkelig Ild«, — som Asketen, hvis Legeme hentæres af Flammen,
der luer i hans Indre. Den frodige Haarvæxt, den Kamelskinds Klædning,
der kun dækker en ringe Del af Legemet, Muslingskallen, som bæres i en
Snor, og Korsstaven ere bevarede som traditionelle Attributer; dertil
er føjet en folderig Kappe, som hænger løst over venstre Skulder og
højre Arm.
Vi gjennemgaa Rækken af Tilhørerne, hvis formelle Bevægelse
frembyder lige saa megen Afvexling som deres fysiognomiske Udtryk, og
træffe da nærmest ved Hovedfiguren paa dennes højre Side en yngre,
stærktbygget Mand; træt og varm er han mødt til Stevnet ved Jordans
Flod og har strax delvis befriet sig for Vægten af den tunge Kappe, som
han nu folder op mod Brystet, idet en Flig af den er rullet op over den
højre Underarm; sin venstre Fod har han sat op paa Klippeblokken ved
Siden af den, hvorpaa Johannes staar, støtter sin Albu paa Knæet og
hviler Hovedet i Haanden; saaledes vil han længe kunne udholde at staa
og lytte til de Ord, der saa fuldstændig fængsle ham. Derpaa følger en
Gruppe af to Personer, Fader og Søn, efter Klædedragten at dømme for
nemme Folk.
I den træffe vi uden Sammenligning det hele Kunstværks
indholdsrigeste Led; ikke blot er den i sig selv fuldendt dejligt bygget,
hver Figur gjennemnobel i Holdningen og i alle Linier, hver Fold i Draperiet
henkastet med ufeilbar Følelse for Skjønhed og Harmoni, men den staai
— og det turde vel her være det væsentligste — med overordentlig be
tydning netop som Led i Kompositionen. Ingen anden Gruppe eller Enkelt
figur i denne udtrykker saa klart, som det her er Tilfældet, Forholdet
mellem Given og Modtagen — mellem Johannes’s Prædiken og den lyttendes
Stemning, viser saa stærkt og tydeligt den aandelige Bevægelse, dei her er
i Gang. Hos disse to Skikkelser er der ikke, som hos flere af de andre i