285 / 484
i 8 o
Hensyn til Tidsfølgen og omtale Værkerne, som de vise sig for os, naar
vi gaa dem igjennem fra Kirkens Portal til Altret.
Hovedindgangen til Frue Kirke betegnes af en Række doriske
Søjler; over Arkitraven og den kraftig artikulerede Frise løftes det tresidede
Gavlfelt med Johannesgruppens sexten Figurer. Hvad der strax ved første
Blik vækker vor Beundring, er det Mesterskab, hvormed Kompositionen er
given, den Klarhed, hvormed der er fortalt, den Sikkerhed og usvigelige
Skjønhedssans, der har været raadende ved Udfyldningen af Rummet, og
som har gjort Thorvaldsens Johannesgruppe til et dekorativt Kunstværk af
højeste Rang.
Opgaven, som Mesteren her havde at løse: inden for en
skarpt begrænset Ramme, en stumpvinklet Trekant med meget spidse Side
vinkler, at anbringe en Mængde Figurer i aandelig og formel Sammenhæng,
i sluttet Situation, havde vel været stillet og løst mange Gange forhen,
særlig i den antike Tempelkunst, og Thorvaldsen havde selv, da han
studerede de berømte Gavlgrupper fra Ægina, hvilke det var betroet ham
at istandsætte og sammenstille, haft den bedst mulige Lejlighed til at gjøre
sig fortrolig med Problemet i dettes Almindelighed. Men Vanskelighederne
ved at løse Opgaven saaledes, at al Stivhed og trykkende Symmetri blev
undgaaet, samtidig med at hver enkelt Figur bevægedes med fuld Natur
lighed inden for det Maal af Højde, der kunde indrømmes den i »Trekanten«,
maa dog synes at have været saa store, at de ene kunde overvindes i Kraft
af en Klarhed og Simpelhed i Opfattelsen, der er saare sjelden hos de
nyere Slægters Kunstnere. Her arbejdede Thorvaldsen imidlertid netop ud
fra sin saa vidunderlig friskt undfangende Natursans, sin Evne til at gribe'
og fastholde det nærmestliggende, til at faa Columbusægget til at staa paa
Spidsen. Johannes prædiker i Ørken for en stor Forsamling, han taler
længe og med Vægt, saa det er et Arbejde at høre; hvor naturligt da, at
de tilstrømmende indrette sig omkring ham, hver efter sit Tarv og sin
Bekvemmelighed! Nogle ere lige komne til og lytte staaende, andre have
fundet sig et Sæde, atter andre strakt sig hen ad Jorden. Saa er med det
samme Kompositionen der; alle have faaet Plads.
Og hvilken Komposition, hvor fin og rhythmisk i alle Linier, hvor
levende i Sammenspillet mellem de mange Skikkelser, der samle sig om
dens lyngdepunkt! Selvfølgelig er dette givet i Døberens Figur, der
staaende paa en Klippeblok rager op over Mængden; den højre Haand
løfter han som i manende Gestikulation; med den venstre støtter han sig