305 / 484
1 9 2
er ikke »Gangen til Golgatha«, men dets to fritstaaende Kunstværker, Døbe
fonten og Kristusstatuen.
Til den først nævnte udførte Thorvaldsen i Efteraaret 1823 en
Model, en rigt draperet staaende Engel med en Muslingskal som Døbefont;
han fik den hugget i Marmor, og det var hans Hensigt at lade den følge
med som Gave, naar han afleverede de andre Værker til Kirken. Det var
et saare skjønt Arbejde, et Billede af den mest lysende Uskyld og den
dybeste Andagt, stort og dejligt i Holdningen og af overordentlig Friskhed
i Gjennemførelsen saa vel af Draperiet som af de nøgne Dele. Ikke desto
mindre opgav Thorvaldsen Tanken om at lade denne Daabsengel opstille i
Frue Kirke, man siger, fordi han blev gjort opmærksom paa en formel
Lighed mellem den og nogle gammelkatholske Skulpturer; han solgte den
til en engelsk Rigmand og udførte nogle Aar senere en Daabsengel, hvortil
den oprindelige Type vel er beholdt, men hvor Figuren er fremstillet
knælende med Muslingskallen i de udstrakte Arme og støttende denne mod
det bøjede højre Knæ. Vi kjende alle dette vidunderlig stemningsrige
Kunstværk, der nu staar i Kirkens Kor som en af dens ædleste Prydelser
i et godt, om end maaske paa sine Steder noget for stærkt afglattet
Marmorexemplar; i Henseende til Udtrykkets Finhed staar det ikke tilbage
for den ældre Model, for hvilken det endog har enkelte Fortrin — i det
rigere Draperi, i den livfuldere Behandling af Vingerne, som paa den
knælende Engel slutte sig friere og naturligere til Kroppen end paa den
staaende, i Haaret og i Hovedets Blomsterprydelse og endelig i det hele
ejendommelige Bevægelsesmotiv, hvori det mildt og elskeligt indbydende,
det store Tro og Tillid vækkende »Kommer til mig!« har faaet et Udtryk,
der i hele den kristelig Kunst blot én Gang er bleven overtruffet — i
Thorvaldsens eget Storværk, Kristusstatuen.
»Kommer til mig, alle I, som arbejde og ere besværede, og jeg
vil give Eder Hvile!« — Den Kristus, som Thorvaldsen viser os, er Frelseren,
hvis Ord har Magt, den, i hvis Tale der er Forjættelse, han, som ikke lover
mere, end han kan staa ved.
Ikke den lidende, udpinte Mand, Slagtofret
fra Golgatha, men den opstandne Sejrherre over Grav og Død, han, der
har brudt Helvedes Porte, stor og stærk, som naadig og miskundelig, —
han, som kalder og aabner Favnen for alle dem, der ville modtage
hans Gave.