308 / 484
195
Thorvaldsen tager Pistolerne, og da han ikke kan huske, om de ere ladede
eller ej, trykker han den ene af ud ad Vinduet; den var ikke ladt. Men i det
samme tager Knægten den anden og er tosset nok til at bære sig ad, ligesom
Thorvaldsen, uden at tænke paa, at Vaabenet peger lige mod denne. Skuddet
gaar af, og Kuglen slaar mod Hjertekulen, tværs igjennem Frakken, Vesten,
Skjorten og Uldtrøjen, standses af Ribbenene og giver en lille Skramme.
Men hvad der er det mærkeligste: Kuglen var gaaet mellem to Fingre og
havde saaret dem ikke saa lidt. Ved Stødet faldt han bag over paa Sofaen.
Først troede han, at han var dødelig saaret; han lagde ikke Mærke til
Skrammen paa Haanden, og det første, han gjorde, var at føre denne op
til det Sted, hvor han følte sig ramt.
Blodet fra Haanden plettede hele
Skjorten og fik ham til at tro, at han kun havde faa Timer igjen. Men
han kom snart paa det rene med sin Fejltagelse. Nu spørger jeg Dig, om
dette ikke smager af et Mirakel; man fortæller i alt Fald adskillige, der ikke
ere mere forbavsende. Han kunde snart have fulgt efter Canova«.
At Thorvaldsen slap saa vel fra dette Uheld — kun faa Dage
maatte han holde sig i Ro og derefter nogen Tid gaa med den venstre Haand
i Bind — , skyldes vel nærmest den ejendommelige Maade, hvorpaa han
sædvanlig gik klædt. Maaske er det en Overdrivelse, naar Kunstnerens
Ven, den berømte Arkæolog Brøndsted, i det Brev, hvori han omtaler
Uheldet, forsikrer, at Kuglen »havde ti Lag af forskjelligt Tøj at gjennem-
bryde«, før den, »flad som en Knap«, kom til Ro imellem den Flonels drøje
og Skjorten, men sikkert er det dog, at Thorvaldsen havde for Skik at bære
en Mængde Klædningsstykker — Veste, Brystduge og Uldtrøjer — under
sin Frakke eller sin Arbejdsbluse. At Begivenheden gjorde Opsigt baade
i og uden for Rom, er lige saa naturligt, som at den, efter hvad Brøndsted
videre meddeler, »blev fortalt med de latterligste Tilsætninger. Pfafferne [de
katholske Præster] gjorde snart et Mirakel deraf. Først mentes (og mig
synes med god Grund), at Thorvaldsen maa være en af Forsynet og den
hellige Jomfru særdeles yndet Mand; siden hørte vi, at Pfafferne havde fundet
paa (formodentlig paa Grund af, at det ej var passende, at Madonna saa
meget ulejligede sig for en Kætter), at Miraklet skete for at redde den
stakkels lille Dreng fra den Ulykke at dræbe et Menneske«. At 1horvaldsen
modtog en Mængde Lykønskninger baade paa Vers og paa Prosa i Anled
ning af sin FYelse fra den overhængende Fare, følger af sig selv; man
benyttede desuden Lejligheden til at hædre ham med en stor Kunstnerfest,
25*