314 / 484
197
for dette sidste Kunstværk benyttedes et af de bedst kjendte Anakreontiske
Digte, det samme, som H. C. Andersen har lagt til Grund for sit Æventyr
»Den uartige Dreng«. Den gamle Digter er i den stille Midnatsstund bleven
vækket af Kjærlighedsguden, som banker paa hans Dør; han rejser sig fra
Lejet, ved hvis Side Vinkanden og Lyren ere anbragte i skjøn Enighed,
har taget venlig mod den lille og er nu i Færd med at tørre Regndraaberne
af ham. Guden saarer ham da lumskelig med sin Pil og lader Spot følge
med Skade: »Nu kan du selv skjønne, at mine Vaaben intet have lidt; det
er dig, der faar Svien at føle«. Thorvaldsen gjorde mærkeligt nok ikke
dette lille Arbejde færdigt i ét Træk; han begyndte paa det og fik det
temmelig vidt fremmet i Begyndelsen af Aaret, men syntes saa mest til
bøjelig til at opgive det; han lod det staa urørt hele Sommeren og Efteraaret
igjennem, og det vilde være gaaet til Grunde, hvis ikke den trofaste Freund
havde taget sig af det, holdt det med den nødvendige Fugtighed og endelig,
en Dag hen ad Juletid, opstillet det paa et Sted, hvor det nødvendigt
maatte blive set af Mesteren. Denne følte sig nu saa tiltalt af, hvad der
allerede var udført, at han fik Lyst til at tage fat paa Arbejdet igjen, og
snart stod det færdigt til Afstøbning. Kort efter fik Grev Schonborn sit
Marmorexemplar, og det yndefulde Relief, en af Kunstnerens mest indtagende
Kompositioner over et antikt Emne, blev i de følgende Aar flere Gange
reproduceret.
I Efteraaret 1822 var Canova død, den eneste, der havde kunnet
tænke paa at gjøre Thorvaldsen Rangen som Aarhundredets mest frem
ragende Billedhugger stridig. Forholdet mellem de to navnkundige Mestere
havde bestandig været køligt; Canova stod mistænksom og skinsyg over for
sin yngre Kunstfælle, og denne havde lige saa lidet til overs for den italienske
Billedhuggers Person som for hans Virksomhed. N. C. L. Abrahams har
i sine Livserindringer meddelt, hvad han udtrykkelig kalder et ordret Referat
af Thorvaldsens Udtalelser om det nævnte Forhold. »Canova var«, hedder
det her, »en Mand af Talent, men Forfængelighed og Smiger fordærvede
ham aldeles. Hans Forfængelighed ytrede sig i de barnagtigste Smaating . . . .;
hans Smigrere manglede ikke Ubluhed. Først overgik han efter deres Sigende
Romerne, derefter Grækerne, og da der til sidst ikke var nogen, han kunde
overgaa, hed det, at han overgik sig selv. Dette gjorde ham skjødesløs,
og at arbejde en Statue i Ler var for ham et Arbejde af fjorten Dage. Da
jeg nu begyndte at faa et Navn, vidste Canovas I ilhængere ikke rigtigt,