317 / 484
200
sig Udførelsen af Monumentet. Kunstneren gik med Glæde ind herpaa, og
det kan vel siges, at ingen Bestilling nogen Sinde er forekommet ham saa
hædrende som denne; paa Hjemvejen fra Cardinalens Pallads standsede han
de Venner, han mødte, for at meddele dem, hvor lykkelig han følte sig ved
Tanken om at skulle udføre dette Arbejde, hvorvel han indsaa, at det ikke
vilde kunde skaffe ham nogen synderlig Pengefordel.
Pius den Syvende døde i August 1823, Consalvi i Januar det følgende
Aar, omtrent paa samme Tid, som Thorvaldsen gjorde sin første Lerskitse
til Pavestatuen. Vi skulle senere komme til at omtale den nærmere; her
ville vi opholde os et Øjeblik ved nogle Kunstværker, hvortil Cardinalens
Død gav Anledning.
Den hannoveranske Minister i Rom, Baron von Reden, og en for-
maaende engelsk Dame, Hertuginden af Devonshire, der begge havde staaet
Cardinal Consalvi nær, sluttede sig kort efter hans Død sammen med det
Formaal at lade en Medaille præge til Minde om ham. Der blev aabnet en
Subskription, og denne havde saa god Fremgang, at der ikke alene blev
Raad til to forskjellige Medailler, men endda et ikke ringe Overskud. For
dette vilde man sætte Cardinalen et Monument i Pantheon og henvendte sig
i den Anledning til Thorvaldsen, der paatog sig at udføre Arbejdet; allerede
i September 1824 kunde Mindesmærket, der bestod af en Sarkofag med en
skjøn og udmærket lignende Portrætbuste, opstilles. Da Thorvaldsen første
Gang saa’ det paa dets Plads, var han imidlertid ikke helt fornøjet med
det, fandt, at det tog sig noget tomt ud i Sammenligning med de andre
Kunstværker, der prydede den nævnte Helligdom, og erklærede sig villig til
at modellere et Relief dertil uden Betaling. Dette Tilbud modtoges selv
følgelig med Glæde, og Relieffet blev ikke lang Tid efter modelleret, hugget
i Marmor og indsat i Forsiden af Sarkofagen. Det foreviger en af Consalvis
fortjenstfuldeste Handlinger, idet det minder om hans Virksomhed ved Freds
kongressen i Wien, hvor det lykkedes ham at skaffe sex Provinser, der
ved Freden i Tolentino havde maattet afstaas af Pavestaten, tilbage til
denne. I Kompositionens Midte ses Cardinalen, som med en Bevægelse af
venstre Haand — i den sænkede højre holder han Overdragelsesdokumentet
— synes at anbefale Provinserne, der ere personificerede som skjønne,
knælende Kvinder med Murkroner paa Hovederne, til den hellige Fader;
denne sidder ved sit Arbejdsbord, tager glad mod de tilbagevendende og
strækker Haanden ud mod dem til Velsignelse. Kvindeskikkelserne bære