347 / 484
220
at faa Kunstværket bragt til England — bødede han for sig med den Gave
eller »Tilgift«, han lod følge med sin Jason.
Det var tre Marmorværker,
nemlig en Portrætbuste af en af Sir Thomas Hopes Sønner samt Reliefferne
»A genio lumen« og »Amor hos Anakreon«. I sit Svar udtalte Sir Thomas
Hope ganske oprigtig, at han for længe siden havde opgivet Haabet om
nogen Sinde at faa sin Jason at se, men ytrede tillige sin Henrykkelse saa
vel over denne som over de øvrige Kunstværker.
I Maj samme Aar kom Skibet med de fra Livorno afsendte Arbejder
til Kjøbenhavn, og de tretten Statuer skulde nu anbringes i Frue Kirke,
hvis Indvielse var nær forestaaende. Efter Bestemmelsen skulde Apostlene
have Plads i Nicher, men da de skulde opstilles, viste det sig, at disse vare
meget for lave. Hvorledes Misforholdet er fremkommet, lader sig nu ikke
afgjøre med fuld Sikkerhed, men det er overvejende sandsynligt, at Traditionen
har Ret, naar den hævder, at Kunstneren med Vilje »tog fejl« ad de ham
opgivne Maal. Vist er det i alt Fald, at han netop i Anledning af Apostel
figurerne udtalte, at det var rent utilladeligt at opstille gode Billedhugger
arbejder i Nicher; saadanne vare »en Opfindelse i Arkitekternes Interesse,
for at de saaledes kunde anvende Statuer, der ikke kunde taale at ses fra
alle Sider, og til blot arkitektonisk Prydelse havde han ikke gjort sine
Apostle, der vel kunde taale at ses frit«. Slotskommissionen blev øjensynlig
gnaven over Fejltagelsen, der medførte, dels at Statuerne nu maatte opstilles
saaledes, at de bleve »udsatte for Beskadigelse«, dels, »at Kirkens Hoved
gang som en Følge af Forandringen muligen ikke vilde kunne erholde den
til Kirkens Højde aldeles svarende Bredde«, men holdt dog i det hele ret
gode Miner og indgik, »skjønt det ikke var umuligt ved Udhugning at
give Nicherne passende Størrelse«, med Forestilling til Kongen om, at det
maatte tillades at lukke Nicherne og anbringe Figurerne paa Sandstens
Piedestaler. Thorvaldsen svarede, at han ikke kunde begribe, hvorledes
Fejlen var indløben; det opgivne Maal maatte have været urigtigt; men for
øvrigt skjulte han ikke sin Glæde over, at hans Statuer nu vilde komme
ganske anderledes til deres Ret, end det vilde været Tilfældet, hvis alt var
gaaet efter Kommissionens oprindelige Bestemmelse.
Aarene 1828— 1831 ere for Thorvaldsens Vedkommende betegnede
som en Opgjørelsens Periode; ved denne Tid lykkedes det ham at afvikle
en større Del af de Forpligtelser, der længe havde hvilet paa ham. Vi
have allerede omtalt dem enkeltvis; her skal nu gives et Overblik over,