352 / 484
da Rom ved Midvinterstid gjæstedes af hans Ven, den bayerske Kong
Ludwig, der allerede som Kronprins havde staaet ham nær og nu som Regent
fortsatte det fortrolige Forhold til den store Mester.
Næppe var han
kommen til Rom, før han opsøgte Thorvaldsen og i Følge med denne og
en Del andre Kunstnere begav sig til sit Yndlingsosteri, hvor der blev
fejret en Fest, der i Henseende til overstadig Lystighed kunde søge sin
Lige; »før Gjæsterne selv vidste deraf, stode de oven paa Bordet for med
de fyldte Bægre i Hænde at drikke et Pereat for Don Miguel«.
Nogle
Dage derpaa gjæstede Kong Ludwig sin Vens Atelier og hængte med de
Ord: »Soldaten hædrer man paa Valpladsen, men Kunstneren mellem hans
Værker«, den bayerske Krones Kommandørkors paa hans Bryst.
Næsten
hver Dag var Kunstneren i denne Tid i Kongens Selskab, hvad der jo ikke
kunde have nogen heldig Indflydelse paa hans Produktivitet; ogsaa paa
andre Maader stillede i den første Del af Aaret 1829 Selskabslivet ual
mindelige Krav til ham.
Rom gjæstedes nemlig af den russiske Stor
fyrstinde Helena, der førte et helt Hof med sig og drog Thorvaldsen
ind i sin Kreds; Forholdet til denne Dame medførte dog et kunstnerisk
Resultat, en Buste af Fyrstinden; den blev hugget i Marmor og vakte Op
mærksomhed ved sin overordentlige Skjønhed; det i Musæet under Nr. 247
opstillede smukke Kunstværk antages at være Modellen dertil.
Paa Forstyrrelser af mindre behagelig Art var der i den her om
handlede Periode heller ingen Mangel; i høj Grad pinligt berørtes Thor
valdsen saaledes af et Tyveri, for hvilket han i Foraaret 1829 blev Gjen-
stand. I Løbet af adskillige Aar havde han tilvejebragt en større Samling
af kostbare Mynter og Medailler; af disse blev paa en Tid, da hans Værelser
vare under Reparation, en ikke ringe Del stjaalne fra ham.
»I sin første
Heftighed skal han desværre have ladet sin Mistanke falde saarende paa
sin retsindige og daglige Omgivelse. En nærmere Undersøgelse blev derfor
nødvendig, og snart lededes Sporet paa en uværdig, til hvem han havde
betroet Ordningen af sine Bøger, og som syntes at have misbrugt hans
Tillid.
Da han havde faaet saa megen Oplysning og tillige Haab om, at
det vigtigste endnu stod til at redde, fremtraadte den mildere Side af hans
Karakter, og nu søgte han endog at neddysse hele Sagen for, som han
sagde, ikke at gjøre et Menneske ulykkeligt.
En Del af Mynterne kom
igjen tilbage.
Da han en Dag stod ved sit Arbejde for aabent Vindue,
blev en Pakke kastet ind til ham fra Gaden; da den aabnedes, viste sig