364 / 484
2 2 9
ningerne fra Julirevolutionen bredte sig til Rom, Befolkningen var i voldsom
Bevægelse, og meget syntes at tyde paa, at de fremmede, som boede der
nede, kunde have Grund til at frygte for Overlast. Thorvaldsen følte sig i
høj Grad uhyggelig til Mode dels ved Tanken om, at han, som af Mængden
regnedes for at være meget rig, vilde være særlig udsat for Plyndring, dels
fordi han jo vidste, at et ikke ringe Parti nærede Avind til ham, der saa
ofte havde »taget Brødet ud af Munden« paa de italienske Billedhuggere.
Landsmændene vare ogsaa helt ængstlige paa hans Vegne, og en Del af
de yngre nordiske Kunstnere bestemte sig da til at gribe til Vaaben, slutte
Kreds om ham i hans Bolig og holde Vagt over deres elskede Høvding.
Men herom vilde denne dog, da det kom til Stykket, intet høre. »Vil nogen«,
sagde han, »røve mine Penge, saa lad dem tage dem; jeg faar da at se til
at skaffe mig nogle igjen. Og er det mit Liv, man vil have, saa lad dem
tage det. Saa er det jo forbi, og dø skal vi dog alle.« Ogsaa en »Penge
forlegenhed« af ejendommelig Art voldtes ham i de urolige Tider. En Dag
fik han nemlig Besøg af Exekutorerne i Cardinal Consalvis Bo, der kom for
at meddele ham, at han nu maatte hæve de 12,000 Scudi, der tilkom ham
som Restbetaling for Monumentet over Pius den Syvende.
Thorvaldsen
indvendte, at han jo, da Arbejdet ikke var afleveret, endnu intet Krav havde
paa disse Penge, men Udsendingene meddelte ham da, at man frygtede for
et Angreb paa de offentlige Kasser og derfor ikke vilde ligge inde med
større Kapitaler end højst nødvendigt; han havde nu Valget imellem at
modtage Pengene strax eller lade dem henstaa for egen Risiko. Der var
nu intet andet for; han maatte kjøre med til det Kontor, hvor Summen var
deponeret, og kvittere for de 12,000 Scudi, med hvilke han derpaa begav
sig til Torlonias Kontor for at faa dem anbragte der. Men hos den store
Bankier traf han alt i Forvirring, og man nægtede rent ud at hjælpe ham
af med hans Skat; Firmaet havde nok at gjøre med at passe paa, hvad
der allerede var at svare til. Som sidste Udvej forsøgte han da en Hen
vendelse til Madame Torlonia, og ved denne Dames Mellemkomst lykkedes
det ham endelig at blive befriet for de tunge Lærredsposer.
Denne og
andre Fortrædeligheder og Ængstelser voldte imidlertid, at Thorvaldsen i
Aaret 1831 jævnlig og med større Alvor end nogen Sinde forhen syslede
med Tanken om at forlade Rom i alt Fald for længere Tid og begive
sig — ja hvorhen? A f Muligheder og Tilbud var der flere end nok. Hans
gode Venner Mr. Bailly og Jørgen Knudsen søgte at formaa ham til over