39 / 484
2 0
at være for langstrakt, navnlig i Partiet mellem Hofte og Knæ — et
Abildgaardsk T ræk— , Drengene staa ikke godt paa Fødderne — det gjorde
Tidsalderens malede og modellerede Figurer næsten aldrig — , og Anbringelsen
af Benene saa vel som af Børnenes to hvilende Arme er noget kejtet. Men
hvor fint og yndefuldt slutte ikke de tre Figurer sig sammen til en Gruppe,
hvor dejlig er ikke hele Moderens Bevægelse, hvor skjønt og nobelt For
holdet mellem hende og de to smaa og mellem disse til hinanden udtalt!
Børnene har Kunstneren selv aabenbart været særlig glad over; i stærkt
omarbejdet Skikkelse, mere foroverbøjede, har han ladet dem gaa igjen som
Deltagere i Forsamlingen om Døberen Johannes.
Betydning har Gruppen
ogsaa i sin Egenskab af det tidligste os bevarede Værk, hvori Thorvaldsen
har indladt sig paa en Redegjørelse for fritstaaende Figurer. Alt synes her
gjort efter den nøgne Model, og i Henseende til levende Naturgjengivelse
er Arbejdet, især i Børneskikkelserne og i Moderens venstre Arm, lykkedes
fortræffelig til Trods for den i det mindste delvis noget flygtige Udførelse.
I 1793 meldte Thorvaldsen sig til Konkursen for Akademiets store
Guldmedaille, og denne blev d. 13de August tilkjendt ham for det figurrige
Basrelief »Petrus helbreder den værkbrudne«. Ligesom »Heliodors Udjagelse«
bærer ogsaa dette Kunstværk Mærker af sin »akademiske« Oprindelse;
adskilligt i det ej, som man sagde, naar man i hine Dage vilde yde en
»lovende Begynder« sin Anerkjendelse, »udført efter de bedste Mønstre« —
in casu
Mestrene Abildgaard og Rafael.
Om førstnævnte minder selve
Hovedfiguren i sin vel ingenlunde uægte, men dog noget for theatralske eller
beregnede Grandiositet, og vidste man det ikke anden Steds fra, vilde et Blik
paa Omridsene af den draperede Mand, der fra Forgrunden til venstre op
mærksomt betragter Apostelens Færd, være nok til at overtyde os om, at
den unge Thorvaldsen har fordybet sig i Rafaeliske Kompositioner; den
er paa det nærmeste et Laan: Paulusfiguren i »Den hellige Cecilia« i
Bolognas Pinakothek.
Men som Helhed staar Relieffet meget højt over
det, der to Aar i Forvejen havde skaffet Kunstneren den lille Guldmedaille.
Først og fremmest er der i dette Arbejde, hvad det i saa høj Grad skortede
paa i det ældre: Dramatisk Liv, talende Bevægelse i Figurerne og inderlig
Vexelvirkning mellem disse. Selve Handlingen fortælles i Midten af Komposi
tionen: Petrus har grebet den værkbrudnes Haand og løftet ham halvt op
fra Lejet; sin højre hæver han mod Himlen som for at give sin Forjættelse
Vægt; ved hans Side og lidt tilbage ses Johannes, der lægger Haanden paa