44 / 484
Luften svævende »Gejst« tydelig nok minder om Lodas Aand i det kongelig
danske Galleris Fingalbillede.
Ved saadanne smaa Arbejder og ved enkelte mere anselige, der
senere skulle omtales, havde Thorvaldsen i Aarene indtil 1796 nogen For
tjeneste; samtidig begyndte han efter en større Maalestok end forhen at tage
Del i det selskabelige Liv.
Hos flere af de Familier, hvor han tegnede
Portrætter eller underviste, var han ikke sjælden Gjæst; han gjorde Bekjendtskab
med fremragende Mænd som Steffens, Abrahamsen, Rahbek og Thaarup,
nærmest vel derved, at han blev optagen som Medlem af det mest ansete
af Tidens mangfoldige »dramatiske Selskaber«, det Borupske.
Her kom
han endogsaa en Gang til at vise sig paa Brædderne som scenisk Kunstner,
men dette hans Forsøg paa at virke uden for sit egentlige Omraade faldt just
ikke glimrende ud.
Han havde to Replikker at sige som »en Dommer« i
Beaumarchais Lystspil »Barberen i Sevilla«, men i det afgjørende Øjeblik
gik Mælet fra ham, og han maatte forlade Scenen uden at have faaet et
Ord frem. Mere Fornøjelse end af denne sin eneste Debut som Skuespiller
havde han vistnok af sine musikalske Øvelser; han spillede ivrig baade
Violin dg Fløjte og modtog Undervisning paa begge disse Instrumenter;
senere — i Rom — lagde han sig ogsaa efter Gitarspil, hvori han skal
have opnaaet en ikke ringe Færdighed.
En af hans kjæreste Adspredelser
var det for øvrigt at lege med Hunden Primon eller »Monsieur Primon«,
som den almindelig kaldtes — et ualmindelig intelligent Dyr, der »viste saa
megen Forstand, at den en Gang bed en uforskammet Kreditor, hvorfor der
senere blev Rift om dens Hvalpe«.
Baade ved sit Ydre og ved hele sin Optræden var den unge
Thorvaldsen en i høj Grad tiltalende Personlighed. Hans Biograf J. M.
1
hiele
udtaler sig om hans »uforfalskede Karakters Elskværdighed«, og en Ung
domsven af ham, den tidligere nævnte Literat P. H. Haste, søger at karakterisere
ham paa følgende Maade: »Han er vel omtrent 66 å 67 lommer høj, er
mager, med bleg Ansigtsfarve, men har en skjøn, harmonisk Lemmebygning
og stille Livlighed i enhver Bevægelse.
I hans blege Aasyn stod tidligere
dyb, fortiet Kummer, der vel mest hidrørte fra smertende huslige horhold.
Paa hans herlig formede Pande aabenbaredes med Guddommens læseligste
Skrift hans Slægtskab med det højere — det højeste, og i hans ikke store,
men meget levende, lyseblaa Øjne udtalede sig idel Kjærlighed.
Han var
meget indesluttet i sig selv, ikke mistroisk, men forsigtig i sine Ytringer.