47 / 484
26
for ham, og Thorvaldsen vandt sig ved denne Lejlighed en ny Velynder.
Busten blev god-, vel lider den af nogen Tørhed i Behandlingen, men blandt
alle Arbejderne fra Tiden før Udenlandsrejsen er den dog vel det, der bærer
Præget af den fineste Formsans; i Opfattelsen minder den om Kunstværker
fra den tidlige Florentinske Renaissance, af hvis Frembringelser Thorvaldsen
vel for øvrigt intet havde set paa det givne Tidspunkt.
Meget begjærlig efter at faa sin Afrejse fra Hjemmet fremskyndet
synes Thorvaldsen ikke at have været; det vides i alt Fald, at da han
omsider bestemte sig til at ansøge hos Akademiet om Midler til Romafarten,
skete det ifølge et Tryk, som hans kunstbegejstrede Venner, særlig Abildgaard,
udøvede paa ham. Der var jo ogsaa meget, der kunde holde ham tilbage.
Først og fremmest Hensynet til de fattige Forældre; de levede saa at sige
af hans Arbejde; dels gav han vel direkte sit Bidrag til Husholdningen, dels
var det kun i Tillid til hans Medvirken ved Faderens Dont, at Skibsbyggerne
turde betro den gamle anseligere Bestillinger. Dernæst maa det have staaet
klart for Bertel Thorvaldsen, at han ogsaa af andre Grunde vanskelig vilde
kunne undværes i Hjemmet. Faderen drak jo, og Sønnen var, siges der,
den eneste, som »kunde holde Husfreden nogenlunde vedlige«.
Moderen
klynkede og klagede, hver Gang der var Tale om Rejsen; at vove sig saa
langt bort var jo det samme som den visse Undergang.
Og et Forhold
endnu maa her omtales, skjønt vi rigtignok ikke kunne vide noget bestemt
om, hvor megen Vægt der bør tillægges det: Thorvaldsen var efter al
Sandsynlighed forlovet. Den unge Pige, der nævnes i denne Sammenhæng,
hed Margrethe; hendes Efternavn kjendes ikke. Hun tilhørte, saa vidt man
kan slutte af en Tilføjelse, hun har gjort til et Brev fra Gottskalk Thorvaldsen
til Sønnen, de samme Samfundslag som den vordende Mester og var ham
vistnok oprigtig hengiven; hvor meget han i sin Tid har brudt sig om hende,
lader sig ikke afgjøre. A f varig Natur vare hans Følelser for hende i alt
Fald ikke; efter sinBortrejse har han hurtig glemt hende,
dels for sit
Arbejde og de mange nye Indtryk, han modtog i Syden, dels for anden
Elskov. Men umuligt er det dog ikke, at ogsaa hun har kunnet være med
til at stramme de Baand, der holdt ham fast ved Hjemmet.
Ansøgningen blev omsider indgiven og besvaredessamme Dag —
den 2den November 1795 — med et Løfte om aarlig Rejseunderstøttelse
af 400 Rigsdaler dansk Kurant (1280 Kroner), foreløbig i tre Aar; Stipendiet
skulde staa til Raadighed, saa snart det blev ledigt.
Inden dette skete,