45 / 484
24
Han talede lidet, men hørte gjærne; begge Dele hidrørte saa vel fra hans
faa Forkundskaber som fra hans Videbegjærlighed.
Egentlig Levemaade
var ham fremmed; dertil var ikke hans Kreds; men en rigtig Takt besad
han i høj Grad. Han var blid, kunde ogsaa i godt Lag være munter, men
var aldrig overgiven. »»Jeg kan ikke begribe««, sagde han, »»hvor et voxent
Menneske kan le . . . Smile, det kan jeg begribe, men le!«« — Han var
ærlig Ven med Liv og Sjæl, fordrede lidet, ventede intet, men ydede alt,
hvad han evnede.« Og der føjes til, at han var i Besiddelse af en »Egenskab,
som allerede hos Ynglingen spaaede den sande, store Kunstner: en næsten
jomfruelig Beskedenhed i Ligevægt med mandig Selvstændighed«.
Kort Tid efter, at Thorvaldsen havde vundet den store Guldmedaille,
indgik han til Akademiet med Ansøgning om at »maatte nyde de 100 Rigs
daler, som er udsat for en ung Kunstner«; det vilde, skrev han, ikke være
ham muligt at dyrke Kunsten, naar han samtidig skulde arbejde for at tjene
det nødvendige.
Abildgaard virkede for ham, og »Pensionen« blev ham
tilstaaet, foreløbig for to Aar; kort efter fik han flere større Værker at
udføre.
Christiansborg var brændt, og i 1794 tog man fat paa at indrette
Palaierne paa Amalienborg til Bolig for den kongelige Familie. Abildgaard
skulde besørge den kunstneriske Udsmykning af Arveprins Frederiks Palais,
og atter ved denne Lejlighed viste han sin Interesse for den unge Billed
hugger; han overdrog ham Udførelsen af to Relieffer — »Dagens Tider«
og .»Aarets Tider« — samt af fire anselige Statuer.
De førstnævnte, der
bleve udførte efter Tegninger af Abildgaard, ere i det hele lidet mærkelige;
Modelleringen er, især i Hovederne, noget flygtig, hvilket virker saa meget
desto uheldigere, som Relieffet er holdt meget højt.
Men selvfølgelig var
det under Forhold, som de i dette Tilfælde givne, nødvendigt for Kunstneren
at skynde sig; det maatte han da ogsaa, da han fik fat paa Statuerne. Tid
til at fuldende en større Model var der ikke; Thorvaldsen »murede« dem op
af Sten og Stuk paa Pladserne, hvor de skulde staa, og han kom helt vel
fra det vovelige Arbejde. Det er fire draperede Kvindefigurer, af hvilke de
to, der ere opstillede i en af Palaiets Sale, ved deres Emblemer tydelig ere
angivne som Muserne Terpsichore og Euterpe, medens de to, der staa i
Nicher paa Hovedtrappen, ikke lade sig med Sikkerhed bestemme; en at
dem, der aabenbart er tænkt syngende, er dog vistnok en Polyhymnia. Alle
de fire Statuer lide, om end i forskjellig Grad, af Vilkaarligheder i Draperiernes
Anlæg, men interessere ved deres udpræget plastiske Holdning og ved