41 / 484
fleraarig Understøttelse til Ophold i Udlandet.
Men Summen, der aarlig
kan afses til saadanne Øjemed, er selvfølgelig begrænset, og ofte kan ved
kommende Kunstner komme til at vente temmelig længe, inden der gives
ham Midler til at drage af Sted.
I 1793 var det store Rejsestipendium
optaget af Medailløren P. L. Gianelli, og der var ingen Udsigt til, at det
skulde blive ledigt saa snart; Thorvaldsen maatte da foreløbig slaa sig til Ro
i Hjemmet, og meget tyder paa, at han ikke gjorde det ugjærne.
Han
vidste jo, at Faderen saare vanskelig vilde kunne undvære hans Hjælp ved
Arbejdet, og at det i det hele vilde blive svært for de gamle at faa det
daglige Brød, naar han ikke længere støttede dem; saa hørte han vistnok
ogsaa til de Naturer, der have mindre let ved at forsone sig med Tanken
om indgribende Forandringer i den tilvante Levevis; hjemme havde han det
nu ganske godt, men hvordan det vilde gaa ham i de ukjendte Forhold og
mellem lutter fremmede Mennesker, turde jo være tvivlsomt nok. Han fandt
sig da ret vel tilfreds ved at kunne leve endnu nogle Aar saaledes, som han
hidtil havde plejet.
Paa Midler til at tilfredsstille de nødvendige Livskrav
manglede det ham ikke; naar han gjorde Tegningerne til Gallionsfigurerne
og de andre Skibsornamenter, kunde Faderen faa sit Arbejde ret godt betalt;
Portrætter tegnede han vedblivende, og jævnlig fik han ogsaa andre Be
stillinger. Boghandlerne søgte ham af og til, naar de ønskede Tegninger til
Titelbilleder; saadanne bleve stukne i Kobber, og man kjender sex af den
Slags Blade, signerede med hans Navn.
Det ene er et Portræt af Skue
spillerinden Madam J. C. Rosing, tegnet til Rahbeks »Prosaiske Forsøg« 1796 ;
Flint har stukket det saa maadelig, at man er afskaaren fra at faa nogen
ret Forestilling om, hvorledes Originaltegningen har set ud. De andre fem
ere ganske morsomme, netop ved deres udprægede Mangel paa Originalitet;
Kunstneren har aabenbart her arbejdet »ikke for Ærens, men for Penges
Erhvervelse« og hjulpet sig rask igjennem med Støtte af allehaande Reminis
censer. Et af dem, tegnet til den af Thorvaldsens Ven, Poeten P. H. Haste
udgivne »Thalia«, er en rent Abildgaardsk Historie med en Gravurne og to
allegoriske Figurer; i tre af de fire Blade til Suhms samlede Skrifter
(Bind 1 1—-14 , 179 3— 94) er det ligeledes Abildgaard, der maa holde for;
en enkelt Kvindefigur (B. 11) er endogsaa et ligefremt Laan fra en Penne
tegning af den gamle Maler, en Fotis til Apulejus’ Roman.
Kun i en af
disse Kompositioner har Thorvaldsen erindret sig den af ham saa højt skattede
Carstens; det er i »Harald ved sin Faders Grav« (B. 13), hvor den i