406 / 484
2 5 5
1835
led han et Tab, som gik ham nær, idet en af hans kjæreste Venner,.
Maleren Horace Vernet, da forlod Rom for efter sin Regerings Ønske at
drage til Nordafrika for at forherlige den franske Hærs Bedrifter. Umiddel
bart før hans Afrejse samledes et Selskab paa omtrent to Hundrede Per
soner, deriblandt næsten alle de i Rom levende Kunstnere, til en Afskedsfest
for ham. Denne Fest var, hedder det i et samtidigt Brev, »i sin Art meget
sjelden og i enhver Henseende højst fornøjelig. En Extrafornøjelse for os
danske var at se Thorvaldsen sidde for Enden af Bordet paa højre Side af
Vernet, som elsker og beundrer ham. Og underligt nok, hvor han er til
Stede, Festen maa være til Ære for hvem den vil, inden Enden tager, synes
det, som om den var foranstaltet til Ære for ham. Saaledes ogsaa her.
Efter at Vernets Skaal var drukken, og Thorvaldsen havde rakt ham Lavr-
bærkransen, der før hængte paa hans Buste, men som Vernet ikke vilde
lade sætte paa sit Hoved, rejste Vernet sig, og med de Ord: la voila å sa
place! lagde den om Thorvaldsens Hoved, idet han med fransk Høflighed
kastede sig om hans Hals og kyssede ham. Jeg kan ikke beskrive dig den
Enthusiasme, som dette Syn frembragte hos alle; det gamle Palazzo Ruspoli
rystede under det Bravoraab og den Klappen, som der opstod og nær
aldrig havde ophørt. Men hvem kan ogsaa andet end elske og beundre
Thorvaldsen!« — Et værdifuldere Minde om de to fremragende Kunstneres
Samliv i Rom bevares dog i det legemsstore Portræt, som Vernet kort før
Adskillelsen malede af Vennen og skjænkede til denne; ved Siden af
Eckersbergs Billede er det utvivlsomt det ypperste af alle de Værker, hvori
Malerkunsten har søgt at fastholde den store Mesters Træk. Thorvaldsen
er her afbildet i sin Værkstedsdragt; hos ham staar i Leret Vernets Buste,
hvorpaa han netop har arbejdet. Det er et Livsbillede af høj Rang, prægtigt
formet og malet, fuldt af Karakter og uden Tvivl slaaende ligt.
Om Hjemrejsen taltes der stadig, og Thorvaldsen var i saa Hen
seende ikke sparsom paa Løfter; han vilde, forsikrede han den ene Gang
efter den anden, saa hurtigt som det paa nogen Maade lod sig gjøre, give
sig paa Vej til Fædrelandet, men snart var det en Forkølelsesgigt med til
hørende spanske Fluer, der holdt ham tilbage, snart Hensynet til Maximilian-
monumentet, som det var ham umuligt at forlade. Paa enhver Maade
stræbte man i Hjemmet at lokke ham; især vare Prins Christian Frederik
og den fortræffelige Jonas Collin ivrige; den sidstnævnte holdt stadig Thor-
valdsen bekjendt med, hvad der i Kjøbenhavn udrettedes til hans I arv og