401 / 484
252
Guddoms Ide udtrykt i en Afhandling af Herder: »die Göttin des Maaszes
und Einhaltens — die Zähmerin der Begierden — die misbilligende Göttin
des Uebermuthes — die unbestochene Richterin der Tugend und Wahrheit«
— vilde være en passende Prydelse for Graven; det kunde da falde ud til
en Enkeltfigur eller en Gruppe, en Statue eller et Relief; Kunstneren skulde
have frie Hænder. Thorvaldsen syntes godt om Ideen, og den iste Januar
rrA det var hans Skik altid paa Nytaarsdag at foretage noget nyt — skit
seredes som sået Relieffet for i Løbet af det næste Aar at blive udført i
Marmor. Paa sin Triumfvogn staar den mægtige vingede Gudinde og styrer
med Svøben i Haand sine tvende Gangere; den ene skrider fast og rolig
fremad, den anden stejler vælig som i Trods; hos Forspandet gaar den
trofaste Hund, bag Vognen to Genier, af hvilke den ene bærer den hævnende
Retfærdigheds Sværd, den anden Overflødighedshornet med Lønnen for det
gode. — Dette Relief, fortælles der, kunde nær blevet Thorvaldsens sidste
Komposition. Kort efter Nytaar var han nemlig en Dag i Færd med den
kolossale Model til Rytterstatuen og arbejdede paa Hestens Hoved, staaende
øverst oppe paa en høj Stige; han gled og faldt ned, men greb for sig og
fik fat i Hestens Øre, i .hvilket lykkeligvis en Del af Jernskelettet gik ud;
Farten blev saaledes standset, og den aldrende Kunstner naaede Gulvet uden
synderlig Men.
Kort efter at denne Tildragelse havde fundet Sted, henvendte
Etatsraad Collin sig med en Skrivelse til Kong Frederik den Sjette og meddelte
ham, hvad han havde hørt fra Bødtcher, deriblandt ogsaa, at Thorvaldsen
omgikkes med den Tanke at bestemme Renterne af den Kapital, han en
Gang maatte eiterlade sig, til Indkjøb af danske Kunstneres Arbejder »til
en bestandig Forøgelse af det af ham oprettede Musæum. Dette Musæum,
hans lestaments egentlige Hovedpunkt, ligger«, hedder det, »ham mest paa
Hjerte, og han ængster sig ved Tanken om, at det, uagtet hans bestemt
udtrykte Vilje, en Gang i liden kan blive adsplittet, og at man efter hans
Død vil overse den al ham gjorte Betingelse, at anvise det et særskilt og
passende Lokale. Han vil derfor i den nye testamentariske Disposition
udtrykkelig nævne dette som en Betingelse
sine qua non.
Min Korrespon
dent tilføjer, at nogle beroligende Ord, givne Thorvaldsen i denne Henseende,
vilde være at stor Vigtighed og kunde have til Følge, at han afsendte alle
sine Kunstskatfe til Hjemmet, og var først dette Skridt gjort, da forlod
han næppe Danmark mere . . . Saa vidt jeg efter fleres paalidelige Ytringer