396 / 484
ofte havde han af disse Drøftelser det Indtryk, at alt i saa Henseende var
i god Gang, men til andre Tider frygtede han, at Sagen kunde tage en for
Danmark uheldig Vending, og i Efteraaret
1833
vare hans Betænkeligheder
stegne til en saadan Højde, at han følte sig dreven til at søge Raad og
Hjælp hos en Mand, om hvem han mente, at han vilde kunne øve en stærk
og gunstig Indflydelse paa Thorvaldsens endelige Beslutning. Denne Mand
var den paa saa mange Omraader højt fortjente Konferentsraad Jonas Collin.
Til denne skrev Bødtcher under
14
de September et Brev, hvori
han, næst efter at minde om, at Thorvaldsen i sin Tid havde ladet ham
udfærdige et Dokument, ifølge hvilket Danmark skulde være Arving til hans
249
i
Alexander forledes til at antænde Persepolis.
Kunstsamlinger, meddelte, at Testamentet vel var bekræftet af Roms Notarius
publicus og undertegnet af Vitterlighedsvidner, men at det var affattet paa
Dansk, uden Dato og Segl og heller ikke skrevet paa stemplet Papir; der
kunde da vel være Fare for, at det hele efter Thorvaldsens Død kunde
blive erklæret for ugyldigt af de romerske Jurister, »der vistnok paa højeie
Befaling ikke ville undlade at lede efter ethvert ubestemt Ord eller forsømt
Form«. — »Da han imidlertid«, tilføjer Bødtcher, »forsikrede mig om, at
dette Testamente blot skulde være øjeblikkeligt, og at han senere vilde
opsætte et nøjagtigere og i det italienske Sprog, hvoraf en Gjenpart skulde
hjemsendes til Danmark, beroligede jeg mig; men da liden gik hen, uden
at Thorvaldsen ytrede det mindste, begyndte jeg igjen, hvor ubehageligt
32