394 / 484
247
i
1833
modellerede de to fine og yndefulde Relieffer »De spillende Engle«
og »De syngende Engle« samt to Fremstillinger af svævende Smaaengle
med Guirlander; de sidstnævnte bleve udførte efter Bestilling til Domkirken
i Novaro og anbragte paa dens Alter, støbte i Bronce.
Den
18
de Oktober var Thorvaldsen med til en Højtidelighed af
egen Art; paadenne Dag bleve de jordiske Levninger af Rafael for anden
Gang stededetil Hvile i Roms Pantheon iNærværelse
af en Mængde
ansete Kunstnere og andreStormænd. Sagen var den, at der i Akademiet
St. Luca bevaredes en Hjerneskal, som længe havde været udgiven for at
være den store Malers; nu var der imidlertid bleven rejst Tvivl om denne
Relikvies Ægthed, og man besluttede sig da til at foretage en Undersøgelse
af det Sted i Pantheon, hvor Rafaels Grav sagdes at være. I de første
Dage af September tog man fat paa Udgravningen, og den
14
de fandt
man, nøjagtigt paa det Sted, som den gamle Kunsthistoriker Vasari havde
opgivet, det fuldstændige Skelet, der selvfølgelig blev nøjagtig undersøgt,
opmaalt og aftegnet, før det gaves tilbage til Jorden. Thorvaldsen var til
Stede baade ved dets Optagelse og ved Bisættelsen; han tog noget Kalk
fra den murede Grav, hvori det fandtes, med til Erindring, bar Voxkjerte i
Processionen ved den store Højtidelighed og lyttede med Andagt til det
Miserere, der blev sunget af de pavelige Sangere. Hvad han i disse Dage
havde oplevet — Rafael var sikkert den af Kristentidens store Mestere, han
elskede højest —, havde sat hans Sjæl i stærk Bevægelse, og den Stemning,
som nu var over ham, fik da Udtryk i et fint og ædelt Kunstværk,
»Rafaels Gravrelief«. Paa et Alter, hvis Sider ere prydede med Billeder
af Gratier og Muser, sidder Rafael med Foden støttet mod en korinthisk
Søjlekapitæl og med Tegnebrættet hvilende paa sit Knæ; foran ham staar
Kunstens Genius, en dejlig, vinget Ynglingsskikkelse, og lyser for ham med
sin Fakkel; bag ham nærmer sig den sejrrige Navnkundigheds Gudinde; i
sin venstre Haand bærer hun en Palmegren, i den løftede højre en Lavrbær-
krans, hvormed hun kroner den forherligede Mester. Men endnu en af de
vældige Himmelmagter er til Stede, Rafaels og Thorvaldsens fælles Skyts
gud, den vingelette Amor. Han staar ved Kunstnerens Knæ og støtter
under Tegnebrættet — og han bringer ham Gaver: Livets Rose og Dødens
Valmue. — Det er ikke usandsynligt, at Thorvaldsen har tænkt sig Mulig
heden af at se dette Relief opstillet ved Rafaels Grav; om sligt har der
dog næppe været for Alvor Tale i Roms ledende Kredse, og man véd, at