397 / 484
f
det end var mig, at berøre dette kildne Punkt. . . . Da han omsider mærkede,
at jeg aldeles ikke slog Sagen i Glemmebogen, anmodede han mig tilsidst
om at opsætte ham det hele paa Italiensk, som jeg øjeblikkelig gjorde,
men tog tillige det Løfte af ham, at min Opsats paa ingen Maade ordret
maatte følges, men blot tjene som Rettesnor for en dygtig Jurist, som
jeg bad ham efter bedste Skjønnende at vælge. Saaledes stod Sagen, og
saaledes staar den endnu. Saa ofte, som det vel lod sig gjore, har jeg senere
spurgt Thorvaldsen om Testamentets Fremgang, men han siger mig, at han
endnu ikke er paa det rene med sig selv i adskillige Smaapunkter, som
250
Syngende Engle.
angaa Gaver til hans Arbejdsfolk. Imidlertid gaar Tiden, og dobbelt sørgelig
vilde Thorvaldsens Død blive for enhver Dansk, dersom den nu uventet
indtraf; Hans Bestemmelse, strax efter Skibets Afgang at rejse hjem,
uddrager sig ogsaa, Gud véd, hvor længe, og saaledes formindskes det
Haab, jeg havde, at denne Sag snart i hans Nærværelse vilde blive drøftet
hjemme«. Hertil løjede Brevskriveren en indstændig Anmodning til Collin
om, at denne vilde henvende sig til Thorvaldsen selv angaaende denne Sag
og tormaa ham til at bringe den til Afslutning. Collin henvendte sig strax
etter at have modtaget Bødtchers Brev til den udmærkede retslærde A. S. Ørsted
og skrev, efter at have modtaget dennes Raad, til Thorvaldsen, der nu med