411 / 484
258
er virkelig historisk Kunst, er det maaske i fuldere Maal end noget andet
Værk af den store Mester.
Vi vende tilbage til Aaret
1835
, der for øvrigt kun bragte faa
nye Værker af Thorvaldsen; Arbejdet paa Monumentet til München lagde
Beslag paa Størstedelen af hans Kræfter, og tilmed var han i dette Aar
jævnlig mindre godt ved Helbred; en Tid omgikkes han endog med
den Tanke for sin Sundheds Skyld at foretage en Rejse til Ischia. Det
eneste Arbejde, han vides i
1835
at have modelleret efter privat Bestilling,
er Gravmælet over den polske Grevinde Helena Poninskas to Børn, det
Relief, han selv har kaldt »Passaggio d’un mondo ad altro« — »Vandringen
fra Verden til Verden«. Kunstneren har antydet de to »Verdner« ved Cirkel
afsnit i Kompositionens nedre Hjørner; paa det til højre, Jorden, knæler den
sørgende Moder og søger at holde Sønnen og Datteren, hvem Dødens
Genius fører til den anden Klode, tilbage. Relieffet hører til Thorvaldsens
mindst værdifulde Arbejder; Moderens Sorg er helt konventionelt udtrykt,
og de Draperier, hvori de svævende Skikkelser ere hyllede, lidet tiltalende;
især gjælder det om det kavajagtige Klædebon, den unge Mand bærer. To
figurrige Skitser fra omtrent samme Tid bære ligeledes tydeligt Præg af, at
Mesteren i det her omhandlede Aar har været mindre vel oplagt. De vare
foranledigede ved den Bestilling, han allerede i
1806
havde modtaget paa
Frontonrelieffer til Kjøbenhavns Raad- og Domhus og til Christiansborgs
Slotskirke. Til den førstnævnte Bygning udførte han nu Skitsen »Salomos
Dom«; i Midten sidder den unge Konge og strækker Haanden ud imod
Drabanten, der har løftet Sværdet for at kløve det levende Barn, men hvem
den ved Ihronens Fod knælende Moder søger at holde tilbage; ved hans
højre Side staar den anden Kvinde; dels siddende, dels i halvliggende Stil
linger ere de gamle Raadsherrer anbragte i Række ud mod Frontonens
Hjørner. Naar man staar over for dette Arbejde med sin Viden om,
at det skyldes en af de tidligste Bestillinger, Thorvaldsen modtog fra
Hjemmet, vil man vanskelig kunne frigjøre sig for den Tanke, at det i
sit Anlæg og i mange Enkeltheder hviler paa et meget gammelt Udkast
eller i alt Fald paa et Fantasibillede, der har dannet og fæstnet sig i en
Periode, da han endnu ikke havde naaet sin fulde Modenhed osf Selvstæn-
dighed Kun paa enkelte Punkter, som i den staaende Kvindes Draperi
og tildels i hendes Bevægelse, mindes vi om den udviklede Mester; andre
laitiei tale endog om Abildgaards Skole. Noget lignende gjælder om den