416 / 484
2
ÖI
han fra Tid til anden modtog om endelig en Gang at tage fat paa den
Achillesstatue, han for længe siden havde lovet Mr. Henry Labouchére.
Statuen selv blev, som man véd, aldrig modelleret, men flere af Reliefferne
fra
1837
have rimeligvis været beregnede for dets Fodstykke, og om et af
dem vides det endog med Sikkerhed, nemlig om den kostelige Komposition
»Homer synger for Grækerne«. Paa Trinene uden for et Tempel sidder
den blinde Digter med Lyren i Haand; en Yngling optegner paa sin Tavle
det Kvad, hvortil Folket lytter i undrende Henrykkelse: umiddelbart foran
Homer synger for Grækerne.
Sangeren en ældre Mand og to Drenge, længere tilbage en Kriger, saa en
Moder med sit sovende Barn ved Brystet, en krumbøjet Olding og endelig
to Mænd, i hvis Hoveder Thorvaldsens og Mr. Labouchéres Træk ere gjen-
givne. En livligere Fortælling end denne findes der næppe blandt alle de
mange, som Thorvaldsen har skjænket os, og lige saa lidt har Kunstneren
i noget af de mange Værker, hvori det gjaldt at gjøre Rede for de enkelte
Personers Betagethed i en Situation, naaet en rigere Virkning. Han har i
hver enkelt af dem givet Indtrykket af, hvad der klinger fra Sangerens
Læber, med en Jævnhed og Friskhed, der vækker Mindet om god antik
Kunst; intet Under, at han selv følte sig glad just ved denne henrivende
Simplicitet. Betegnende er i saa Henseende en Udtalelse, der faldt fra ham,
da en Gang en tysk Kunsttheoretiker bad ham nærmere forklare, hvad han