470 / 484
295
M od ellerin g en a f R eform a toren s k o lo ssa le Buste. Ved dette Arbejde traf
T h ie le ham , o g efter hans o g W ilck en s’s B eretninger skal her nu m eddeles,
hvad der v id e s om den sto re M esters sid ste T im er.
»T h orva ld sen var« , fortæ ller T h ie le , »ualm indelig stille o g ordknap.
»»H v em m on der faar min B o lig , naar j e g dør?«« spurgte han efter en
P av se. O v erra sk et ved d ette S p ø rg sm a a l s ø g te j e g at aflede hans Tanker,
som om der var al R im e ligh ed for, at vi endnu læ nge skulde beholde ham.
M en han a fb rød m ig m ed e t g a n sk e usæ dvan ligt A lvor. » »S ig ikke det««,
sa g d e han; »»m ed m ig er det snart forbi — før end n ogen tænker derpaa.
O g j e g vild e ret ø n sk e « « , tilfø jed e han, idet han foldede sine Hænder over
B r y ste t, »»at det maa sk e snart, før end j e g falder m ig selv o g andre til
B y rd e« « . — H an stod som i Bøn foran m ig , o g den indre B evæ gelse, der
ly ste ud a f hans sto re Ø je , g r eb m ig , saa at j e g forstummede. D er ind-
traadte en lan g P av se , som det var m ig umu ligt at afbryde. Imidlertid to g
han atter fat paa A rb e jd e t, m eden s j e g i en sm ertelig F ø le lse s ø g te efter
en p a ssend e A n ledn in g til at b ryde T a v sh ed en , der med hvert Øjeblik b lev
p in ligere. H an s A rb ejd e var min en este Ud flugt. Jeg fortalte ham da, at
D av id H op fer, en sam tid ig a f den sto re R eform ator, havde i et raderet Blad
sk jæ nk et E fterverd en en en aandrig Profil a f Luther, som det maaske kunde
in teressere ham at hav e v ed H aanden.
Han sva red e , at han kjendte det
ikk e, men nok kunde h av e L y st til at s e det. Jeg tilbød da, at j e g strax
v ild e h en te det, hvorfor han takk ed e m ig m eg e t ven ligt, o g j e g forlod ham.
E fter en halv T im e s F o r lø b kom j e g tilb ag e med B ladet i det H aab , at
det sku ld e g iv e hans T ank er en ny R etn ing , men j e g traf ham ikke hjemme
o g sa a ’ ham ikk e m ere i L ive.«
T h o rva ld sen havd e fra sin B o lig b eg iv e t s ig ud for at a flæ gg e et
B e s ø g h o s K ronp rin sen , men tra f ikk e denne h jemm e; saa g ik han med
W ilck en s hen for at se , h vorled es det g ik med Musæet.
D a de kom der
h en , g ik de læ n g e om k ring i B y gn in g en , o g Thorvald sen udtalte s ig om
O rdningen a f Væ rkerne.
»Gid den T id snart var nær, da j e g kunde faa
m ine A rbejder o p stilled e « , sa g d e han til sidst; »saa er j e g beredt til at gaa
bort herfra.«
K lokk en 3 forlod han Musæet; en T im e senere m ød te han
til M iddag h o s O verpræ siden t K jærulf o g kom først hjem ved Midnatstid.
S ø n d a g en den 24_nde Marts 1 8 4 4 , den sid ste D a g i sit Liv,
ringede han allerede K lokk en 5 paa W ilck en s o g k lag ed e over, at han ikke
havde kunnet so v e ; til at b live lig g en d e længere var han d o g ikke at