466 / 484
293
»H ym en« , der m ed en F ak k e l i hver Haand flyver hen over to Duer, som
m ød es i Luften. I Væ rk sted e t paa Charlottenborg stod jo Modellen til
Æ sk u la p paa C a v a lle tten , m en Thorva ld sen
interesserede sig ikkeret for
denne S ta tu e ; af o g til stand sed e A rbejdet paa den fuldstændigt, o g til
sid st b lev den saa forsøm t, at L eret tørrede ind, o g det hele faldt sammen,
saa d et m aa tte læ g g e s op fra nyt. Grunden hertil var vel nærmest den, at
T h o rv a ld sen v ed den T id befandt s ig ilde.
E t gamm elt Saar, han havde
paa B e n e t, tv a n g ham til at ho ld e s ig i R o ; Lægehjæ lp brugte han kun,
naar hans O m g iv e lse r ad allehaande Om veje kunde lokke ham dertil, o g
T ilstand en b lev om sider næ sten uudhold elig.
»I sin U taa lm od igh ed« , for
tæ lles d er , »erklæ rede han d a , at indtil Jul vilde han holde sig ro lig, men
saa heller ikk e læ nger.
N y taa rsd ag maatte o g vilde han arbejde; gjorde
han ikk e d e t , v ilde d et g a a ham ga lt hele Aaret igjennem .
Løftet blev
o g sa a g iv e t h am , o g da N y taarsm orgen 1844 k om , havde W ilckens for
bered t a lt, for at han m ed B enet hvilende paa en Skammel o g opstablede
Puder kunde sidd e foran S ta ffeliet ved Sk ifertavlen«. Men da Lægen kom
o g u n d e r sø g te S a a r e t, forbød han ham at arbejde. Thorvaldsen blev her
over m e g e t n ed slaaet, men fandt s ig d o g i det uundgaaelige, o g da der var
forløb et en fjorten D a g e s T id , v iste F rugterne a f hans Resignation sig; han
kunde nu staa op fra S o fa en o g igjen ta g e fat paa det kjære Ler, der
snart under hans Hænder form ede s ig til R elieffet »Fredens Genius«: den
v in g ed e S k ik k e lse knæ ler foran en Ørn o g en L øve o g lader dem drikke
a f en S k a a l; b a g ham sidder en Hund. N o g le D a g e efter, at dette R elief
var m o d e lle r e t, læ ste man i B lad en e , at Thorvaldsen havde udført det i
A n ledn in g a f e t forestaaend e G iftermaal mellem en dansk Prins o g en
russisk S torfyrstinde.
D a W ilck en s iortalte ham d e tte , sagde han:
»Det
kan gjern e væ re, at man tænker sig det saaledes, o g der er maaske ogsaa
n o g e t deri; men nu skal j e g sæ tte Frihedshuen paa«. Genien fik da virkelig
en saadan alt andet end forskjønnende H ovedb edæ kn ing , o g en lignende
anbragte Kunstneren til O verflod paa et Skud a f den Egestamm e, ved hvilken
i K om p o sition en s U dkan t K rigsvaabnene ere lagte til Hvile.
T il R æ kk en a f Kunsternes Genier føjedes endnu P o e sien ; med de
brede V in g er u d fo ld ed e, med Lyren i venstre o g Plektren i højre Haand
staar den o g sy n g e r ; v ed S iden se s en K asse med Bogruller o g en Lavr-
bærkrans.
En B illedhu ggerkun sten s Genius havde Thorvaldsen tidligere
m odelleret; b a g den saa s an tydet et R e lie f med Minervas Fødsel. Men