S_Thorvaldsen

haaber je g , at jeg blot beregner Hoffet mine Omkostninger, og at jeg

overlader vor faderlige Regering selv at bestemme Kunstnerens aarlige

Underholdning, da hans Ønske blot indskrænker sig til det nødvendige

Udkomme. Hans sødeste Belønning vil blive at gjøre sig værdig til Fædre

landets Agtelse og hans Medborgeres Yndest.« Om dette Brev nogensinde

er bleven renskrevet og afsendt, er tvivlsomt; at det er et af Baron

Schubart »forfærdiget Kunstarbejde«, kan vistnok betragtes som en afgjort

Sag; i alt Fald kan man sikkert gaa ud fra, at den unge Thorvaldsen ikke

har været Verdensmand nok til at ødsle Smigrerier som ovenstaaende paa

en saa betydningsløs og aandsforladt »Kunstner« som Christiansborgs

Bygmester.

Efter sin Tilbagekomst til Montenero udførte Thorvaldsen to mere

end legemstore Buster af sin gjæstfri Vært og hans Hustru; saa rejste han

til Carrara, hvor han kjøbte Marmor til Jason, og derfra til Genua; i Be

gyndelsen af September var han atter paa Montenero og gav sig strax i

Færd med Modelleringen af et Kunstværk, der var bestemt til at skjænkes

Baronesse Schubart som Fødselsdagsgave.

I Løbet af fjorten Dage blev

det færdigt; det var »Apollo, Muserne og Gratierne paa Helikon«, Kunst

nerens første betydelige Relief over et antikt Æmne.

Kompositionen indbefatter tretten Figurer, idet Kunstneren med

Rette har undladt at tage Hensyn til, at en af Muserne — Thalia — er

identisk med den ene af Gratierne. Til venstre Side aabnes den af Apollo,

der siddende paa et Klippestykke spiller paa sin Strengeleg, medens Muserne

danse i Kor rundt om Gratierne, der omslynge hverandre og danne Midt

gruppen ; denne staar noget højere end de dansende og ses gjennem et

Brud i disses Kreds.

I Baggrunden ses det hellige Væld Kastale med

Svanen; denne blev i en Gjentagelse af Kompositionen ( 1816) flyttet hen

foran Apollofiguren, ligesom der foretoges enkelte andre, dog ikke meget

indgribende Forandringer, saaledes i nogle af Hovederne.

I sin bekjendte Artikel i Molbechs Athene, 1815, udtaler hru

Frederike Brun, der ellers hører til Thorvaldsens ivrigste Beundrere, sig

noget køligt om dette Værk; navnlig finder hun, at dets Figurer »i det

hele have mindre Elegants og Lethed, og Hovederne mindre Udtryk og

Elskværdighed, end man ellers forud kan betinge sig af vor Kunstner«.

Nu til Dags, da Materialet til en Bedømmelse af Thorvaldsens Kunst fore-

ligger fuldstændigt, og da den Maalestok, der anlægges under Vurderingen