31 / 81
Hulhederne i disse saneringsmanøvrer kom imidlertid allertydeligst frem ved
den sidst foreslaaede nedrivning af borgergade —adelgade-kvarteret. I den skri
velse, som Hedebol foreslog fremsendt til ministeriet med anmodning om laan,
motiverer han saneringen med — — at n e d r i v n i n g e n af d i s s e
g a m l e e j e n d o m m e v i l s t ø t t e b o l i g m a r k e d e t .
Med andre ord, for at bidrage til at holde huslejen oppe, skal kvarterets
beboere jages væk fra disse elendige boliger, som er de eneste, de har raad
til at betale. Disse storbyens allerfattigste lejere skal kastes ud paa lejermarke
det for at støtte huslejeniveauet, for at holde profitten oppe for de herrer hus
ejere. Man d e s t r u e r e r boligerne, for at holde prisen oppe! — Efter de
bedste kapitalistiske mønstre!
Danmarks kommunistiske parti fremsatte dengang i borgerrepræsentatio
nen et forslag om, at alle beboerne i kvarteret blev anvist boliger af kom
munen i et nyt og luftigere kvarter — til den samme pris, som de havde be
talt i de gamle boliger, og forslaget gik videre ud paa, at alle de smaahand-
lende i kvarteret og smaahaandværkerne, som ved saneringen mistede deres
klientel, fik en tilsvarende erstatning. Forslaget blev afvist af enhedsfronten fra
pastor Bindslev til H. P. Sørensen. Intet — absolut intet — har man tænkt
sig at gøre for beboerne. Af stadslægens beretning ovenfor vil man se, hvad
det vil føre til. Saaledes »klarer« man i et kapitalistisk samfund de sociale mang
ler. Om dette udtaler Engels i »Zur Wohnungsfrage«: (efter at have omtalt
anlægget af de nye store boulevarder i Paris af baron Haussmann, som han
mener er planlagt for at vanskeliggøre barrikadekrigen — det var lige efter
den franske kommune i 1871 — fortsætter han):
» Je g forstaar ved »Haussmann« den praksis, som er blevet almin
delig, at man lægger brecher gennem arbejderkvartererne, navnlig i de
centrale dele af vore storbyer, enten nu dette er foranlediget af hen
syn til den offentlige sundhed eller forskønnelse eller af efterspørg
selen efter store centralt beliggende forretningslokaler eller af fæ rd
selshensyn som jernbaneanlæg, gader osv.
Resultatet er overalt det samme, selvom anledningen er forskellig
nok : De mest skandaløse smug og stræder forsvinder under stor
selvforherligelse af bourgeoisiet over dette uhyre re su lta t
men
de opstaar bare igen straks efter og ofte i det nærmeste naboskab.«
I København er realiteten den, at beboerne fra bremerholm yderligere har
bidraget til overbefolkningen i de andre slumkvarterer.
At dette borgerskab ledes af et socialdemokratisk kommunalstyre, ændrer
ikke det ringeste i realiteterne.
29