40 / 81
En nedrivning af større kvarterer i den indre by vil sikkert medføre en øget
kolonihavebeboelse — det er det eneste sted, hvor boliger, svarende i pris
til den gamle by, kan opdrives.
Boligtilsynet beretter saaledes f. eks.:
»En familie, der maatte rømme deres lejlighed paa grund af ned
rivning af det hus, hvor de boede, og som ikke vilde lade sig indkvar
tere paa sundholm, tog ophold i et træhus i nærheden af en losse
plads. Skuret var meget daarligt bygget af et enkelt lag brædder,
taget var oprindelig dækket af tagpap, men størsteparten manglede
nu, og regnen trængte selvfølgelig ned gennem aabningerne mel
lem brædderne. Gulvbrædderne i opholdsrummet laa direkte paa
jorden, i køkkenet var der ikke gulv. Familien bestod af mand, kone
og 8 børn, hvoraf 3 var angrebet af tuberkulose, hvad der var saa
meget mere uheldigt, som flere børn maatte ligge i samme seng.«
Som i alle tilfælde, der omtales i boligtilsynets beretning, lykkedes det at faa
familien anbragt i en af kommunens ejendomme*), hvor de faar lov at bo, saa
l æ n g e d e b e t a l e r h u s l e j e n r e g e l m æ s s i g t - s aa b e g y n
d e r h i s t o r i e n f o r f r a i g e n . Udsmidning og ny forfølgelse af myndig
hederne.
Beboerne i disse primitive boliger er ustandselig udsat for forfølgelser fra
myndighedernes side - bygningsmyndigheder, sundheds- og brandvæsen kap
pes om at forfølge dem.
Efter denne gennemgang af de forskellige former for beboelse i Køben
havn, kan man nu danne sig et samlet billede af, hvorledes boligforholdene
er for den fattigste del af befolkningen. Det er naturligvis ikke alle 65
%
af
Københavns befolkning med en fortjeneste under 3000 kr., som bor i disse
elendige lejligheder. Hvormange er det svært at afgøre, men det er ihvertfald
r
en meget stor del deraf.
Vi ser da det paradox, at kommunen, »for at hæve boligstandarden«, byg
ger lejligheder, som er saa dyre, saa den overvejende del af befolkningen,
ihvertfald arbejderklassen, ikke kan bo i dem. Vi ser, hvorledes man under
paaskud af at sanere de gamle raadne boliger, som arbejderklassen har raad
til at bo i, (i virkeligheden for at sælge dyre grunde til store kapitalistiske fir
maer) vil nedrive disse boliger og derved drive beboerne enten over i lignende
allerede overbefolkede kvarterer, eller ud i kolonihavelysthusene. Vi ser, hvor
ledes bygnings- og sundhedsmyndigheder - selvfølgelig ogsaa for at holde
boligstandarden og sundhedstilstanden oppe — jager beboerne væk fra koloni
havehusene, og hvorledes de, som er saa heldige at komme ind i kommunens
huse, bliver sat paa gaden, hvis de ikke kan betale.
Det hele sker sikkert i den bedste hensigt og med de bedste sociale motiver
— men viser samtidigt at ikke det bedste sundhedsvæsen i verden, ikke det
) I ju li 1 9 3 2 va r d e r 9 3 5 fa m ilie r u n d e r kom m unens b o lig fo rs o rg .
38