39 / 211
føre, idet de to Laboratorier, der ifølge Komm ission sp lanen var
indrettede paa hvert at kunne rumme højst 35 Studerende, ikke
længere med den 50% Stigning i Elevantallet kunde give Plads for
Halvdelen af Eleverne.
Den examinatoriske Undervisning gav Lærerne et betydelig
mere indgaaende Kendskab til de enkelte Elever, end den foredrags-
mæssige kunde have gjort det, og ud herfra opstod Tanken om at
formindske Indflydelsen af selve Examen og samtidig, saa vidt det
stod i menneskelig Magt, at skaffe en Slags Assurance mod Examens-
uheld ved for de enkelte Lærere for hver enkelt Elev at indføre
en Forhaand sbedømme lse, der havde samme Værdi og Betydning
som det egentlige Examensudfald . Ræsonnemen tet herfor var dette:
De forholdsvis korte Øjeblikke, et Menneske er oppe til Examen ,
tillægges der af de fleste, der maa underkaste sig en saadan, en stor
Betydning. Derfor gælder det ved Examen om at kunne koncentrere
sig og at være rolig og behersket. Der er sikkert enkelte, der er i
Stand til i Exami nationsøjeblikket at være paa deres aandelige
Højdepunkt; men det synes at være de færreste. Mange bliver i saa
høj Grad nervøse, at de ikke nær formaar at præstere det, de vilde
have kunnet under Forhold, som de ikke tillagde saa stor Betydning.
Naar nu Læreren i et Aar eller halvandet har beskæftiget sig med
Eleven og kender hans Standpunkt, vil han kunne give en retfærdigere
Dom herover, end Eleven selv formaar at skaffe sig ved en Exami-
nation, der foregaar paa den bekendte Maade og med Charakter af
at være ene afgørende. Endvidere vilde der ved, at der af Læreren
gaves en fri Bedømmelse, der har væsentlig Værdi m. H .t. Ex am en s
resultatet, kunne opnaas endnu to Goder. Hvis disse Bedømmelser
(Aarscharakterer er de senere bievne kaldte i Skolerne — Vidnesbyrd
kalder vi dem paa Læreanstalten) gives, inden Examen begynder,
vil for de flestes Vedkommende Spændingen væsentlig være tagen af
denne, saa der er Udsigt til bedre Præstationer, og dernæst vil man
have et Kriterium for, hvad der tør kaldes Examen suheld , og hvad
der ikke kan falde ind berunder. Fra de praktiske Prøver, saa vel
i synthetiske som i analytiske Opgaver, kender den erfarne Lærer
Mængder af haandgribelige Exemp ler paa Uheld, som kun frem
k omm e r eller dog kun er af Betydning, fordi det er om en Examen ,
at Sagen drejer sig. Saadanne Uheld kan være af alle Arter, Skylden
behøver end ikke at være E leven s egen, og i saa Fald er det maaske
muligt, naar et Apparat af en vis Størrelse sættes i Bevægelse, at