faa gjort en Undtagelse for den paagældende, saa at det for saa
vidt kun gaar ud over ham, som det skaffer ham Ærgrelser og
Ængstelser for Udfaldet. Selvfølgelig er Uheldet dog oftest Exami-
nandens Skyld; men denne kan atter variere lige fra det Minimum
af Skyld, der ligger i hændelsesvis, f. Ex. ved et Sammenstød, at
vælte sit næsten færdige Præparat paa Gulvet, og til den større
Grad af Skyld, der f. Ex. ligger i ved en Analyse at have begyndt
Arbejdet med en om det forelagte Æmn e s Natur forudfattet Mening,
der viser sig fejlagtig, saa at Arbejdet ikke kan fuldendes indenfor
den givne Tidsfrist.
Paa den anden Side vilde det sikkert — selv om Tilfælde som
de antydede hændte endnu hyppigere, end de gør — være at gribe
forkert, om man derfor ganske opgav Examen og satte Lærerens
frie Dom i Stedet. De Egenskaber, der, rent bortset fra Kundskaberne,
saasom hurtigt Omdømme eller Divinationsevne ved et Examens-
bord, er særlig værdifulde, har ogsaa deres store Betydning i Livet;
for saa vidt Examen afgiver et Maal ogsaa herfor, har den ligesaa
stor Værdi som Lærerens Vidnesbyrd. Det laa derfor nær at tillægge
Vidnesbyrdet og den ved Examen erhvervede Charakter lige stor
Værdi i Forhold til det endelige Examensresultat, og saaledes blev
det. Paa Læreanstaltens Initiativ fremkom den kgl. Anordn, af 20.
Novbr. 1902, hvorved Candidatexamen fik sin 5te Skikkelse. Den
væsentligste Forandring var, at Læreanstalten drog Konsekvensen af
den obligatoriske Undervisning og jævnsides med enhver Charakter,
der blev given ved Examen , gav et »Vidnesbyrd«, der gjaldt det
samme som Examenscharakteren. De øvrige Forandringer i Examens-
planen var af rent formel Art og angik kun særlige Charakterer
i uorganisk og organisk Chemi og særlig Prøven i botanisk og
pharmacognostisk Mikroskopi. Examensfordringerne ændredes ikke.
— Ordningen fastslog officielt, at Examensuheld existerede. Kom
Examensresultatet ved en praktisk Prøve til at ligge en vis Grad
under Lærerens Vurdering af Candidatens Kvalifikationer, havde
denne Ret til at gøre Prøven om.
Det var selvfølgeligt, at ved den første Examen, der afholdtes,
efter at den kgl. Anordning udkom, stilledes det Eleverne frit, om
de vilde underkaste sig Bestemmelserne i den nye Ordning, eller
om de foretrak den ældre. Resultatet blev, at af de 55 Examinander,
som indstillede sig i Foraaret 1903, valgte 36 (hvoraf 34 bestod) den
nye Ordning, medens 19 (hvoraf 13 bestod) foretrak den ældre. Man




