136 / 183
136
Men ogsaa andre Ulemper frembød Udlejningen af Underrummene. Atier og atter klagedes
der til Komiteen over Støj og Spektakler i Beværtningerne. I
1861
besværede »en fredelig
Christianshavner« sig saaledes over det Publikum, der søgte disse, og karakteriserede dette som
»voxne Gadedrenge og Labaner«, ligesom han anførte, at Vagten ofte maatte hentes i Anledning
af Skandaler. Lejeren af Bod Nr.
3
lovede derfor Børsinspektøren at afskedige det Sangerselskab,
hvormed han hidtil havde forlystet sine Gæster. Ifølge Instruksen skulde Beværtningerne lukke
Kl.
11
, og da Stangerup gentagne Gange havde foreholdt
Lejerne at overholde dette, fortælles det, at en af disse
en Nat, — vel nok for at drille den strenge Børsinspek
tør — søgte Stangerup op i hans private Bolig og bad
ham være behjælpelig med at kaste Gæsterne ud. Dette
fandt dog den ellers saa nidkære Stangerup at være
under sin Værdighed, og han skammede Vedkommende
ud, »at han ikke var saa meget Herre i sit eget Hus«,
at han selv kunde besørge dette.
Man var ogsaa meget utilfreds med Hørkrambo
derne. I sin Betænkning af
7
. April
1885
omtalte saa
ledes A. C. Andersen, der havde efterfulgt Stangerup som
Børsinspektør, at da Gulvene i Hovedetagen ikke i sin
Tid var lagt med tilstrækkelig Nøjagtighed, fyldtes Lo
kalerne dér med Lugt af Sild og Klipfisk fra Under
rummene. Jydske Købstads Kreditforenings Skiftekom
mission havde allerede i
1867
klaget over, at man knap
kunde aande for Stank i dens Kontorer, og Store nor
diske Telegrafselskab synes ej heller — at dømme efter
dets Besværing
1870
— at have gouteret den Gammel
ost, som var lagret i Rummet neden under dets Værelser.
Stangerup ses ogsaa at have ført en stadig Kamp med Lejerne om Skiltene, idet de langt
fra alle benyttede de autoriserede Skilteplader, som Bygningsbestyrelsen havde overladt dem, og
tilmed hængte de deres Varer op udenfor Boderne. Da Stangerup endelig vilde statuere et
Eksempel og anmeldte Detailhandler Richardi for Politiet, havde han den Ærgrelse, at dette ikke
vilde tage sig af Sagen, idet Politiet formente, at de udhængte Varer ikke generede Færdslen.
MedFjærnelsen afHørkrambutikerne
haabede man ogsaa endelig at blive »Børsrotterne«
kvit. I
200
Aar havdedisse været Børsens faste og uundgaaelige Gæster og for en ikke ringe
Del bidraget til Bygningens Forfald. Da Grosserer-Societetet overtog Børsen, og man herefter op
hørte at benytte Lofterne til Kornoplag, var vel deres bedste Tilholdssted taget fra dem, og
efter at Grosserer Green, der havde faaet et Par Loftsrum overladt til Arkiv og Prøveværelser,
i
1858
havde klaget over, at Rotterne, »den største Skræk for alle Arkiver og Samlinger«, ved
varende i store Mængder spadserede omkring paa Børsens Lofter, havde Børsinspektøren nu
ogsaa søgt Rottejægerens Hjælp. Endnu finder man under Børsloftets Gulv Rester af Børsrot
ternes Reserveforraad af Havre, ja, da Nationalbanken blev revet ned, berettes det, at Jorden
mellem Børsen og Banken var fuldstændig undermineret af Rottegange, og at man i de hule
Vægge i Banken traf paa store Kvanta af gammel Havre, som Rotterne havde gemt dér, eller
som det spøgende blev sagt, »sat i Sparekassen«.
At samtlige Lokaler saavel foroven som forneden ihøj Grad trængte til Istandsættelse, var