VejledningForGasOgVandmestre

Lys. Lader man ukarbureret Vandgas strømme ud af en Aabning,

og antændes Gassen, faar man blaa Flamme, der ikke er lysende.

For at der skal udvikles Lys ved Forbrændingen, maa der være faste

Stoffer tilstede, der opvarmes til Stoffets Glødetemperatur. Luftfor

mige Stoffer kan derimod ikke bringes til at gløde og dermed lyse,

hvor høj Temperatur de end opvarmes til. Brændende Luftarter lyser

derfor i Almindelighed ikke. En Undtagelse fra denne Regel danner

dog Kulgassen og den karburerede Vandgas. Grunden hertil er den,

at en Del af de i Gassen forekommende Kulbrinter, der er af forskel

lig Sammensætning — Forholdet mellem Kulmængden og Brintmæng

den kan være højst forskellig — ved Varmen sønderdeles, saaledes

at der udvikles Kulpartikler i Flammen, og disse bringes til at gløde.

Det er de saakaldte tunge Kulbrinter — Kulgassen indeholder c.

pCt. — der indeholder mest Kulstof, som har denne Egenskab, og

Gassens Forbrænding gaar for sig paa følgende Maade:

Den udtrædende Gas tændes, idet den blander sig med den til

strømmende Luft, og den nederste blaa Del af Flammen dannes, idet

de ikke lysende Luftarter forbrænder. Den derved udviklede Varme

sønderdeler de tunge Kulbrinter, saaledes at der frigøres Kulstof i

Form af Sod, og ved Luftens Tiltræden og den tilstedeværende Varme

bringes dette til Glødning og delvis Forbrænding i den derved lysende

Del af Flammen. Endelig foregaar den sidste, fuldstændige Forbræn

ding i den yderste, svagt lysende Bræmme, hvor Heden er den højeste,

der findes i Blusset. At der udskilles Sod af Blusset, vil man kunne

overbevise sig om ved Forbrændingen i en Argandbrænder, naar man

tildels lukker for Luftens Adgang til Blusset. Soden vil da kun tildels

forbrænde, og Resten kan ses som sort Støv over Glassets Munding.

At det virkelig er faste, glødende Kulpartikler, der giver Lyset, er

forøvrigt ad anden, videnskabelig Vej godtgjort.

Blandes Gassen med Luft, inden den træder ud af Brænderen, faas

slet intet Lys, idet da de tunge Kulbrinter ved den rigelig tilstedevæ

rende Mængde Luft straks forbrænder fuldstændig ilden at sønder

deles; derimod udvikler Gassen selvfølgelig den samme Varmemængde

i begge Tilfælde.

Medens Gassen har en gennemtrængende, karakteristisk Lugt og

er giftig, saa den ved Indaanding kan virke dræbende, er Forbræn

dingsprodukterne lugtfri og uskadelige ved Indaanding. Det er de

samme Luftarter, der dannes i Menneskers og levende Væsners Lun

ger, idet den atmosfæriske Luft indaandes, hvorved Ilten i Lungerne

paavirker Blodet, som har optaget Dele af Næringsmidlerne, saaledes

at Kulstof og Brint omdannes til Kulsyre og Vanddampe paa lignende

Maade som ved Forbrænding. De udaandede Luftarter er derfor