29 / 49
Trods alle Forsøg paa at »stimulere« Kongens Ganger og
selve Majestæten op i Sadlen, sank de begge mere og mer
men. Da Forgyldningen var gaaet af Statuen, blev i
1749
»det
kongelige til Hest siddende Corpus«, som den da betegned
fremtidig Beskyttelse overmalet med graa Farve! Senere
broncebrun Maling! Man kan daarligt tænke sig en større
dalisme mod en Skulptur med fint behandlet Overflade. Hv
har beskyttet den udadtil, saa har det i alt Fald ikke kunnet
den fra indre Forfald. Og netop der laa Hovedskavanken,
det var umuligt at hindre, og samtidig Forklaringen paa, h
»Hesten« endnu mere end Torvet blev forkætret og givet ti
for Spot og Skæmteviser.
Ved Blyets langsomt flydende Egenskab og ved selve Sta
Tyngde skete det, at »Metallet fra højere liggende Punkte
der ned mod lavere«, som Niels Friis har forklaret det i e
tikel om »Hesten« i
1939
, »hvorved for Eks. i en Statue en
Mængde fine Detailler udviskes eller forvanskes«.
Dette er i stor Udstrækning Tilfældet med »Hesten«, der
paa denne Maade, dels ved regulær Sammensynkning, for
ikke har kunnet bære sin egen Vægt, er blevet saaledes fo
sket, at Lamoureux ganske utvivlsomt, om han saa den i
1939
,
vilde have faaet sig en alvorlig Forskrækkelse.
Monumentets oprindelige stolte Rejsning var forlængst
Bugen paa Hesten var sunket, saa meget, at den støttede s
Figuren Avinds opstrakte Knæ. Bringen var ligeledes sunk
den havde slaaet en stor Fold, venstre Forben var trykket
Hesten. Hele Statuen saa tynget og forfalden ud. Blyet v
Tidens Tand næsten ødelagt og havde slaaet Revner, hvo
nem Vandet trængte ind i Figurens Indre, ogsaa her saa d
færdeligt ud: hele det Skelet af Jerndragere, hvorover Fi
er bygget op, var rustet over paa nær et Par Stykker, paa
nu Ansvaret for hele Herligheden hvilede — den Dag de
28