30 / 49
tede, vilde det være forbi: »Hesten« vilde styrte sammen og være
tilintetgjort for stedse.
Amtmand Kay Ulrich, der i et Radioforedrag samme Aar
skildrede Statuen som en Karikatur af sig selv, fortsatte:
»Særlig for Billedhuggerarbejder gælder det, at der kun er et
lille Skridt fra det ophøjede til det latterlige. En lille Forskyd
ning og Fornemhed forvandler sig til Forsorenhed. En ringe
Sammensynkning, og tung og værdig Monumentalitet bliver til
bredmavet Bedsteborgerlighed.
Tænk Dem Praxiteles’ eller Phidias’ Arbejder deformeret ved
en ganske lille Sammensynkning. Tænk Dem den »delphiske
Vognstyrer« bøjet lidt i Hoften, saa han i Stedet for den ranke,
smukke Holdning faar Lighed med en affældig Lirekassemand.
Klassicismens rene, fornemme Præg vilde øjeblikkelig forsvinde.
Det er netop en saadan Sammensynkning af »Hesten«, der har
kunnet give Baggrund for Københavnerviddet.
Lad os trøste os med, at dette paa den anden Side ofte samler
sig om Byens populæreste Skikkelser. En nøje Gennemgang af
»Hesten« viser ogsaa, at den paa mange Punkter er sunket sam
men. Det venstre Forben er blevet trykket helt op i Kroppen.
Dens Bringe er sunket ned og har dannet nogle delleagtige Dob
belthager. Bugen er bovnet ud som en fyldt Hængekøje og hvi
ler nu — ganske i Strid med Symbolikken — paa Misundelsen,
der ligger nedenunder. Denne Mand under Hesten med det fæle,
fortrukne Ansigt og Haaret, der er onduleret af Medusaslanger,
ligner en almindelig Færdselsulykke. Han sætter Knæet op i Ma
ven paa Hesten, og har mistet Halvdelen af den Slange, han op
rindelig holdt i Haanden. Det ser ligefrem ud, som om han var
ved at vande Plænen med en almindelig Haveslange«.
Om de fire »lidt fedladne Hjørnefigurer« sagde han, at de to,
der vender mod Vest, Artemisia og Alexander, er knækket i Tail-
len. Den megen Stillesidden, Sammensynkningen af Blyet og
29