157 / 233
152
rede, ikke skulde have mer end én Tjener med
sig paa Gaden“.
Saa smigrende end denne Kongens Opmærk
somhed mod Studenterne var, faar man dog en
grundet Formodning om, at det mere var Tidsom
stændighederne , som havde medført den, end egent
lig Erindring om deres krigerske Fortjenester; thi
ikke alene tillod Professorerne sig Aaret efter —
rigtignok med specielt Hensyn til Theologerne —
at indskærpe det gamle Forhud:
,,Gladium aliave
lela ræ ges(antou,
og at true dem, som overtraadte
Forbudet, dels med Udelukkelse fra Embedsexamen,
dels med Nægtelse af
Testimonium publicum
; men
faa Aar efter udstedtes endogsaa en Befaling af den
samme lvonge til Rektor og Professorer om, ,,at
i ng en af S t ud e n t e r n e paa Universitetet herefter
Kaarde bærer, men Kapper, som deres Stand bedst
sømmer“ 18). To saa forskjellige kongelige Viljes
ytringer kunne kun tildels forenes, naar map an
tager, at den Slægt, som havde brugt sine Vaa-
ben til hæderlig Kamp mod Rigets Fjender, nu
var forsvunden fra Universitetet, og at en ny havde
indtaget dens Plads; men selv da synes Fremgangs-
maaden ikke konsekvent.
Befalingen om at tage Kappen for Kaarden
var imidlertid lettere at udstede end at gjennem-
føre; Studenterne vedbleve, uden at agte paa For
budet, at gaa med Kaarde, kun naar de skulde
,8 ) Kgbrevet dat. 23 Decbr. 1667 er aftrykt i Engelstofts
Annal. 1807 I, 195.