10 / 435
3
Hun var Graverkone og sørgeklædt, for hun læste O la H å n s o n s Skæbne
noveller. „Det maatte jo komme!“ sukkede hun. „Vi har slet ingen „Nu
tid “ mere, Flyttedagen er død Straadød, og E tatsraad C h r is te n s e n har
slaaet alle de døde Mennesker ihjel. Jeg har sandeligen ikke nogen Grund
til at være glad,_ —- jeg har kun en „Middelgrund“. Men nu rejser jeg min
Ve.i °g lader Violinen sørge“, sagde hun, for F r id a S c h y tte var den
eneste, der fulgte hende.
. „lugen Tuden!“ brølte
Maj.
„Nu gi’er jeg paa Tuden!“ Han var
nemlig Boxer, men vilde kun arbejde otte Timer om Dagen. Det kan nok
være, at der blev Forskrækkelse: en .Reservelæge trillede ud af Frederiks
Hospital, en Theater-Kammerherre spruttede sort i Berlingske, og de srnaa
„Mænd al Æ re“ gav sig. til at pibe ude i Kasino. — saa befippede blev de.
„Puh! — sikken Varme! — Maa jeg he’e om en opredt Seng!“ skreg Boxe
ren og sprang op i Kreaturvognen. Han troede, at det var en Beværtning.
Jun i og Ju li
fulgtes ad. De var sommerklædte, med Paraply og
Galoscher og med Pelskrave om Halsen, for de havde været ude i Tivoli
og skælde W att ud. J u n i havde et Pusterør i Haanden, og saa snart han
blæste i det, fløj alle
Dagmara
“ Skuespillere paa R iis-Koste til Berlin.
M u r e r n e trimlede ned af deres Stilladser og faldt i en Strikekasse, Sø-
mændene blæste i Band, og H in -L e d re blæste saa langt ned i Schweiz,
a t en hel Ministertabouret maa sendes derned, naar man vil have noget at
transportere ham hjem paa. J u l i red paa et Sviin fra Fæ llesslagtenet og
gnavede paa en Lindorm, som han havde fisket i „ N a tio n a ltid e n d e .
Han vilde ned til det mørkeste Afrika for at lede efter H e lg o land,
sagde han. — Saa kom
August.
Han havde været til Skolemøde og var saa for
sulten, at han aad Normænd, skjønt de had for sig i Verdenssproget. Paa
Kinden havde han et stort Ar, som han havde faaet af en Dragonsabel i
Næstved, fordi han vilde drikke W e is s-Bier med de Store. Nu skulde han
en K rum -V ej til England for at giftes, fortalte han.
September
kom stormende. Han var den tredie sidste i Rækken,
derfor havde han en saadan F art paa, at en gammel Skuespiller fik en paa
Z in c k ed u se n , F e r d in a n d og W a tt slog Skaller — men der laa heldig
vis en Chantøs imellem —, og Venstre væltede om i Armene paa Social
isterne, som fik et saadant Skub, at de valsede lige op i Landsthinget.
„Je g fik bare Overballancen, fordi der er saa glat paa Asfalten“, sagde h a n ;
„men det er mig selv, der har gjort den!“ Det var h a n nu vigtig af.
Oktober
var en af voresches Folk. Han gik op og ned ad Perronen
og bad go’e Mennesker om en Statsunderstøttelse til at kjøbe Dddrik for.
lia n havde nemlig to Digtere paa Toumée, og dem turde han naturligvis
ikke byde missliebigt Kjød fra Slagtetorvet. Men, da han blev for paa
trængende, behøvede man bare at sige „Tordenskjold!“.. Det hjalp; han
luskede øjeblikkelig op i en tredie Klasses Kupé og stønnede: „Ach wai,
ach wai! — Es war ja nicht E r n s t! “
Tilsidst kom
November
og
December.
De styrtede af Sted med
Pelskraverne op om Ørene, for de skulde arresteres for Blasfémi. N o v em
b e r sprøjtede sig med K o c k s Lymfe for at faa Mod i Brystet, og saa
talte han n o rsk , for at Folk skulde tro, at han kjendte en Mand med
S le s v i g i Lommen. Men D e c em b e r gnaskede bare Syltetøj. „Lad kun
mine Efterfølgere kjøre frem,“ raabte han ud ad Waggonvinduet, „nu er de
lige til — Øllet!“
I det Samme slog Klokken Tolv, Lokomotivet peb og Toget bruste af
Sted. „Tog, Numer 1891!“ raabte
Punch.
— „T it’tit!“ sagde J a n u a r , —
„Nu gaar’en godt igjen!“
___________________________ ■
______
U A ar er kun en flygtig Gjæst,
D er komm er, ser og gaar,
D er p aa T ournée i Øst og Vest
Sit K redsløbs Udsæd saar.
H a l v f e m s v a r selv p aa G ravens R and
A f A lder h vidt som Sne,
D et A ar, da frem for a l Ting m an
Gik stadig p aa T ournée.
Vi saa J u d i c til P ræ ju d ice.,:-
F or Im p resarier
F orlade F rank rig og P aris
Med sine A rier,
Mens D rachm anns Muse
kjæk
besang
En Irers G riseri,
Gik
»Ma cousine
« m ed C ancan
Og m ed G risetter i.
;
:
S omM aan’skinsm and en M aan’sk in stu r
P a r n e l l nok kunde li’e,
Som G jæst h an gjorde livlig K ur
Til en F ru født O ’S h e a .
Men i den G jæ sterolle h an
Kun gav en fran sk V isit,
O’S hea et Schism a volde kan,
E ndskjönt h an s a ’e: o schidt!
F ør sædeligt, nu fredeligt
Kom B j ö r n s o n til v ort L and,
Det v a r nu blot lidt kjedeligt
Med den berøm te »Mand«.
Der bra’e Folk gaar mod lidt Entrée,
Er Bjørnsons Veje — ja
Men Stimerne paa den Tournée
Estime ej ham ga’.
Snart glædes man igjen ved Spree
Med, hvad i Norden duer,
Der G eo rg nu paa Grand-Tournée
Jo kommer paa Retour.
Ham vil Berliner-Tageblatt
Jo ha’e i Lindaus Sted —
De ku’ for Resten gjerne ta’et
Hans to smaa Brødre med.
Ja selv vor Kammerherre fik
Jo nylig den
Idé,
Han vilde rette sit Bestik
Mod en Provins-Tournée.
Paa Kongens Nytorv dog han bli’er,
Da paa »Aladdin«s Bud
Jo Lampens Aand ham stadig gi'er
Den røde Lygte ud.