9 / 435
2
I Afløsningsstunden.
■A* «MR IL v
‘et gamle Anno
H a lv f e m s
har i Nat
Opgivet Ævret og Boet forladt,
Det mødte med lovende Forudsætninger
I sin Tid i alle mulige Retninger;
Men, da de bristede,
Fra Situationen bort det listede,
Omtrentlig som
H o l s t e i n L e d r e b o r g ,
Og lod kun tilbage Fortræd og Sorg
Over alle de Illusioner, vi mistede.
Det gamle Aar
Nu ligger saa smadret som de Skaar
Paa Godtfolk Maatter,
Der kommer som af sig selv, naar Potter
Man Nytaarsaften paa Døren slaar
Blot for at bebude,
A t Potten er ude.
Kun Faa vil hædre
Det salig Aar og dets Eftermæle
Forbedre.
Kun
T r i e r
og
H ø r d u m
og lignende Sjæle
Vil rørt med
O c t a v i u s H a n s e n
knæle
Hos
K n u d s e n
\og
A n d e r s e n
ved dets Grav
Og takke, fordi det Diæter dem gav,
Forinden det gik til sine Fædre;
Men, som om det skammed sig ved deres Tak,
Det hemmelig stak
A f fra det Hele i Smag med hin
L e d r e .
— Men minder salig
H a lv f e m s
om Greven,
Som blev fordreven,
Saa lover os Anno
E n - o g - h a l v f e m s
At blive vort Vælgerfolks og vort Hjems
Glæde og Gammen:
»Forhandle« det vil med os allesammen
Om Skat paa Bajer og Alkohol
Og Hævelse paa Petroleumstold;
Syltetøj, Frugtvin og søde Sager
Har det paa Lager
Og lover os Ris
Til nedsat Pris,
Kort sagt, afslører
Sig som en nyslaaet Venstrefører,
Hvis Ord og Løfter er lige fede
Og minder i Et
o g
Alt om
F r e d e .
Nu faar vi at se,
Hvorlunde sig
E n - o g - h a l v f e m s
vil te
I Forhandlerens Rolle;
Thi Et er at love, et Andet at holde.
Og, dersom det ikkun løfter en Flig
A f et Tilløb til nok et Paaske-Forlig,
Hvor Haabets Straaler
Gaar op i den Røg, som
J e n s B u s k
ikke taaler,
Saa venter vi heller til næste Aar
Og ser, om til den Tid
C h r e s t e n
formaar
At skaffe fra Statskassen Folkegaver
Endogsaa til Højres »Tugthusslaver«.
Tolv med Toget.
D et var Klokken Tolv Nytaarsaften. Post-Htoget stod parat til Af-
f
g an g , og
Punch
havde allerede slaaet det første Slag paa Klokken. I
amle Dage var det H. C. Andersen, der havde Bestillingen; men han tog
un mod de ankommende Rejsende, naar de kom kjørende i Diligence. 1
vore Dage er det meget morsommere at tage en bedrøvet Afsked med sine
gamle Yenner, for de har da i alle Fald vist, hvad de ik k e duede til.
Først kom den første Passager. Han hed
Januar
og var ganske
dinglevorn af Influenza. For han græd Regnvand, som han selv maatte
vade i, og saa bliver man forkølet, selv om man er Rigsdagsmand med
Transtøvler paa. Han havde grædt en hel Valgurne fuld, og han havde
ladet det regne med Midas-Guld, saa at Kammerchefen stod i Skyllevand
lige op til Nøglehullet. ,,Men hvad kan det ny tte?“ stønnede han; „lad
mig komme væk, ud — — i de smaa sortes Gryde!“ Og væk var han.
Prins Karneval, født
Februar,
kom lige i Hælene paa ham. Hans
Kostyme var korrekt nok, for han. var sprungen lige ud af Empire-Udstil
lingen; men Narrebrixen holdt lian i Haanden, og den brugte han. Han
svippede efter Skuespillerinderne, medens Chefen havde trav lt med at se
dem eftér „inderst inde“, saa at de fik .^kunstneriske K rav“ og slog bag ud.
I Grosserer-Societetet slog han Kolbøtter, saa T ie tg e n sprang Bule over
K ø e d t af Fornøjelse, i-Villaerne paa Frederiksberg vendte han Mølle med
to Arkitekter, og i Kasino hev han Gutten N ie ls e n over Bord, saa at
Aktieselskabet maatte konsulere en Vintapper og have W a t t i Ryggen.
„Nu peb Lokomotivet!“ raabte han, men tiet var hare K je lla n d , der gav
et Pip fra sig i Forsvarssagen. Jo , Februar var rigtignok en gemytlig
Herre! — „Af Vejen!“ raabte
Marts
og svingede sin Fejekost, saa at alle
Aviserne blev fulde af forsvundne Medborgere. Hu hej, hvor han fejede!
B ism a r c k fløj paa Hovedet ud af Kejserens Statsraad, og Ove R o d e fløj
lige ud i Umuligheden, medens Hofmusiken blæste Stormgalop. „Fej bare
væk!“ raabte Marts, — og saa fejede han sig selv væk.
„Den næste!“ kaldte
Punch.
Men Madam
Ap ril
gav sig god Tid.