113 / 435
10
#
/ \
Nye Partier.
Endt er Sessionen. I vor Rigsdag lukker
Man Døren efter ai den Øldebat
Og Talen om Petroleum og Sukker,
Der jævnlig vared ved til ud paa Nat.
Vort Folkething staar øde og forladt,
Og ingen Ændringsforslagsstiller mukker
Derinde, hvor den travle Paaskehøjtid
Nu bliver afløst af et halvt Aars sløj Tid.
Men, er der tyst og stille paa Kasernen,
Er der til Gjengjæld desto mere Støj
I sammes Garnison paa venstre Fløj,
Hvor Enhedsmærket har forsamlet Kjærnen
A f Legionen og med stort Halløj
I »Venstrebladet« hejst Signallanternen,
Der varsler Sammenstød paa hele Linien
Og maser hver en Rest af Disciplin i ’en.
Den brave
C h r e s t e n B e r g ,
som er begavet
Med stort og umiskjendeligt Geni
Til Søndersprængning af ethvert Parti,
Som i sit Ansigts Sved han selv har lavet,
Har heller ikke her sit Pund begravet,
Men omskabt »Samarbejd« til Klammeri
Med en Mistænksomhed
å la
T i b e r i u s
Og med en Virkelyst lig
S a n k t S p o l e r i u s .
— Det værste ved den ny Partigruppering,
Han efter Splittelsen har bragt i Havn,
Er dog, at det vil knibe med et Navn,
Som svare kan til Gruppens Kursnotering;
Skal
E e d v a r d
og hans Venner gjøre Gavn
Som »Logospræster« under
B e r g s
Regering
Og HøRurs Garde blandt hans Undersaatter
Som »ext raord inær e Ruml epot ter«?
Eller monstro skal i Partiet alle
Kong
C h r e s t e n s
gode, gamle, fuldtro Mænd
Sig »Luskepeterkompagni et « kalde?
For saadan kaldte
B e r g
nok den og den.
Skal »Evropæernavnet« rent bortfalde,
Og skal »d et dan ske V enst re« gaa igjen ?
Eller skal ved et Kompromis den ganske
Fraktion benævnes »Evrop æredan ske«?
Dog foreløbig har den Blod paa Tanden
Og spørger ej om Navn, men er beredt
Til hver Forhandlingsven at slaa for Panden
Og Sammensmelterne at gjøre bête.
— Men
B
a c h
sig holder udenfor selvanden,
Og
B a j e r
hævder sin »Nevtralitet«;
Han veed, at ingen Bajer kan beskattes,
Saasnart en vis Procent af Gejsten fattes.
Therese Raquin
eller
M
adamen mekanisk Statue.
Bestandig boigerligt Problem- og Forbryder-Melodrama af
E m ile Z o la.
P e r s o n e r n e :
Madam R a q u in , Moder og Pantomimiker.
C a m ille , Ægtemand, Svækling og Idiot.
T h e re s e , uvartig Kone.
L a u r e n t, Maler, fri Udstiller.
T o H u s v e n n e r ,
I
t t j i
j
t
-
ii t.
j
t
f Uvedkommende.
E n M æ lk e b r ø d s - I n g e n u e ,
J
R e k v i s i t e r : En Stue, en Brudeseng, et Smil i
Mundvigen, Giftflasker, to Samvittighedsnag, et apoplektisk
Anfald etc.
Prolog.
Højstærede Publikum ! Dette er en gyselig Dramatise
ring af en udødelig Roman. Jeg siger det selv, for saa
kan Ingen gjøre Vrøvl bagefter.
Poesi og den Slags Pjank giver jeg mig ikke af med.
Uden at være Ægteskabsbryder og Morder er man intet
sandt Menneske ; kun smaatskaarne Sjæle, der er modne til
Galejerne, er en Digterpen værdige. For saadan er Livet.
A t der skal være Handling i et Skuespil er lutter
Overtro. Jeg har derfor gjort Handlingen saa spændende,
som muligt. Mine Personer foretager sig kun dagligdags
Ting, saasom at lyve, myrde og bedrage; de er enten
Dumrianer eller Tugthuskandidater og følgelig psykologiske
Problem er, hvis Forfatter fortjener at blive Medlem af
Akademiet.
Jeg skal endnu kun tilføje, at samtlige Skuespillere,
der enten h a r spillet, eller som for Frem tiden s k a l spille
i mit Stykke, er Førsterangs Genier. Hermed være mit
geniale Drama anbefalet til alle »frie Theatres« Bevaagenhed.
Æ rbødigst E m ile Z o la.
Første Akt.
T h e r e s e elsker L a u r e n t paa det Brødefuldeste.
Saadan er L ivet: alle gifte K oner elsker brødefuldt. Naar
Scenen er tilstrækkelig fuld af Folk, træffer de Aftale om
at myrde Ægtemanden-, i et moderne Drama lader de Til
stedeværende sig nemlig ikke genere af afsides Repliker,
naar Forfatteren ikke vil have det. Ægtemanden fremstiller
omhyggelig sig selv i det dummeste Lys, for at et højst
æret Publikum ikke skal tage sig det nær, naar han bliver
ryddet af Vejen.
To gamle H u s v e n n e r indfinder sig; men, da de ikke
kommer Komedien ved, sætter de sig til at spille Domino.
M ellem akt.
T h e r e s e og L a u r e n t helder Ægtemanden i Seinen
og drukner ham som en K attekilling, medens det letsindige
Publikum nyder en Bajer.
Anden Akt.
De to H u s v e n n e r har siddet i et helt A ar og spillet
Domino, da de stadig ikke kommer Komedien ved.
T h e r e s e og L a u r e n t har Samvittighedsnag og ser
Spøgelser, der alle har Ægtemandens Smil i Mundvigen.
M a d am R a q u in er nedbøjet af Sorg over Sønnen. Men,