114
Der falder mig et Billed just i Tanker,
Som forestiller paa behørig Vis
Én gl ad og en bedrøvet Gris;
Thi samme Indtryk det for Resten plejer
At gjøre, naar man ser, hvordan
Et Venstreblad med et Par Streger
Lyslevende fremstille kan
En gl ad og en bedrøve t Venstremand.
Den glade Venstremand sin Næse stikker
Saa højt i Sky, som han formaar.
Paa Vælgerfolkets Bifald er han sikker
Formedelst alt det gode, Folk i Aar
Som første Klasses Valgflæsk faar.
Paa Sukker faar man nedsat Prisen
Og paa det gode danske Syltetøj,
Hvorfor endogsaa Pengegrisen
I Følge
Morgengnavets
Pennestrøg
Ser gladest
u d
paa
B o js e n s
Fløj.
Men, vil man
Politiken
læse,
Ses af den glade Gris slet intet Spor.
Her sænkes hver en Evropæernæse,
Som er, i Paranthes bemærket, stor,
Ned mod den kolde, sorte Jord.
Forræderi samt Aandsfortærelse
Er Facit, hvortil her man kom,
Og til en højst bedrøvelig Tilværelse
Er
H ø r u p s
glade Alderdom
Med et Par Linier skabt om.
S
t
.
G e o r g B r a n d e s ,
skjønt han pranger
Som Nummer Et iblandt
G e b r ü d e r C o h n ,
Maa li’esom
H ø r u p s
Tugthusfanger
For denne Gang for sin Person
Des værre give Afkald paa Pension.
Hvad Under, at de Radikale,
Som ikkun Skade høstet har og Spot,
Nu sænker baade Hovedet og Hale,
Lig Lænkehunden ved Kong
C h r e s t e n s
Slot,
Naar han paa »Syltetøj« er bankerot.
— Det lader sig dog ikke helt bestride,
At en bedrøvet og en glad
Oppositionsmand har en fæl les Side.
Hvor de kan trøstig følges ad
Og søbe af det samme Fad,
Og Siden har de vidst at sammensmøre
A f store Ord og fedt Flæsk, med Appel
Til, hvad de har gjort eller vilde gjøre
For at slaa Provisoriet ihjel.
Dog har de næppe fælles Svineheld.
Jagtbrev.
To Gange om A aret gaar
Jagten los, efter at Taalmodig-
heden har ligget længe nok paa
H ylden. I H øst, naar løse Fugle
lægger blasfemiske Æ g, og om
Vaaren, naar Usædeligheden gaar
over Optugtelsen,
Men hvilken Forskel!
Om Efteraaret Sjov i Ga
den.
Smaa
Umulige
kører
sejrsikkert til Slagmarken i Badstuestræde med J o h a n i
Madkurven, — den de bedske Bøder endnu ikke har tæ ret.
Fine Jød er fra B r a n d esstationen ved Børsen tages paa
K ornet og stikker e n P o n t o p p i d a n ud, naar de bliver
anskudte.
Tynde Ben, krumme Næser, kjendte Navne,
Fæ llesgrin i G e o r g s Skygge, Tju-Ballade for en S tats
understøttelse. Fingren pifter, P o litiet kommer, J o h a n
betaler.
Nu, i Foraarstiden, lister lille O v e sig ud alene — et
lille F lø jt til D igter M a d s e n — ud i den vilde Vin, ned
i Naturalismens Slam : Mon G u y d e M a u p a s s a n t ikke
skulde have en tvetydig Sneppe til Feuilletonen?
Vandet siver og pipler i Gadebladets Spalter; de gamle
Skader stikker Næsen i Vejret og truer med at blive gode
en Gang endnu. Avisænderne sætter Gæslinger, der dommer
i Bladet under »kjendte Navne«. De smaa Sorte skræpper
ikke op i F lo k : L iget H e r m a n vipper paa den døde
G ren og gjør sig udtilbens, snoer sig, kroer sig, søger F ri
havn og faar G ræ dekone-A ttest fra Integade.
Foraars-
kvartalet er i Luften, A bonnem entsprotokollens blanke Sider
skinner ind i A nsigtet, det frie T heater begynder, N atur-
drifterne vaagner i Mennesker, i Dyr, i Menneskedyr,
Stinkdyr — — — — d e t voxer man aldrig fra, hvor
umyndig man end gjør sig med Aarene.
A aret har hvilet. Gadebladet har hvilet, hvilet ud
under Læsernes og P olitiets Taalmodighed den lange V inter
igjennem.
N u sprænger Feuilletonen Langmodighedens
haarde Skal, og den lille R edaktørspire vender sig atter
mod Fængselsluft og gratis K ost. F oraaret kommer ikke
igjen; hvert A ar bringer ny Proces.
Og den uvartige Sneppe spiller stadig K jæ reste med
sin »Smukke Ven* i Gadebladets Feuiileton.
Fornøjelsen er sparsom ; men der findes altid P u b li
kum for tvetydige Snepper. »De gaar i Skolebørn som
varmt Brød, — helst paa Feriedage, naar Lærerens Spansk
rø r er af Syne,* har en gammel Jæger betroet mig, en af
dem, der fyrer Straffelove af. Og maaske er dét ikke bar
Snak og Overtro; thi franske Snepper retter sig efter uartige
Børns Smag, og det gjør Gadebladet ogsaa. Men i A ar er
det kun en Forløber, vi har set; endnu ligger Fordumm el
sens Isdække over Sam fundshykleriets Hængedynd, og man
vader i fjortenaars Piger, der bestemmer Literaturen. Lad
først C a rl E w a ld hælde O s c a r M a d s e n s vilde Vin paa




