165 / 435
158
Da JOHAN k jo b t e s i g en F lø jte
J e g synger - med skyldig Blufærdigheds Blussen —
Om lille J o h a n og hans rare Avis;
Det Navn, som han fik, var for Resten kun K n u d s e n ,
Fordi han — desværre — har ikke faaet »R i i s«.
H an flot snakker med, naar de Voxne har Ordet,
Og pifter i Fingren, det bedste han kan,
Saa saare han hører fra Inte-Kontoret
E t bydende: »Naa, — k a’ Du fløjte, Johan 1«
Men det er en daarlig Bestilling i Længden
At spille Mæcen for uvartige Smaa :
H vad kan det vel nytte a t pifte, naar Mængden
Til sidst ikke længer vil høre derpaa?
Saa tog det da ogsaa en sørgelig Vending;
De Spædes O rgan stod paa Afgrundens Rand,
Og blege og graa af Forfærdelsens Spænding
De hylede: »Nu maa Du fløjte, Johan!«
Saa fløjted’ Johan efter ny Abonnenter,
Der pænt vilde hjælpe den sølle Avis;
Han fløjted’ paa Kraft efter Scenens Talenter
Og tøm te sin Kasse, sin Pung og sin Gris.
Og Klangen løb rundt i tre aldrende H o’eder,
Der strax som Reklameskilt fangede an
A t virke for Knudsens umyndige Poder
Og for hans Avis, — saadan fløjted’ Johan!
Men mellem Thalias troskyldige Præster
En Viking stod frem og med drabelig Røst
Han vækked' til Live de smuldrende Rester
Af Stolthed, der slumred’ i Kunstnerens Bryst 1
Naar Smuds bliver rørt, kan med Smuds det kun stænke,
Det vidste han g o d t; men han modig holdt S tan d ;
H an nøjedes ikke med bare at tænke,
Men sa’e det p aaP ren t: »Du gaar fløjten, Johan!«
F orstaar sig, den kjække var en af E l i th e n ,
Af dem, der med Frejdighed vover sit Skind
Og bryder sig Pokker om hele Profitten, —
Isæ r naar den i »
K ø b en h avn
« pakkes ind.
i Og eftersom Mandemod altid forfrisker,
Gaar nu hans Kolleger bag L am pernes R and
Forsigtige om blandt hverandre og hvisker:
»Du skulde vist inte h a’ fløjtet, Joh an 1«
Johan i O rganet har hvæset og raset;
Han svor — efter Smaafyres vante Trafik, —
At hvæsse sin P en, til H r. R e u m e r t er maset! —
Men hvem vil ej takke for d e n Slags K ritik?
Den lille Johan maa da kunne begribe,
At, trues Hr. Reumert med Baal og med Brand,
Vil rolig Johan kun han række en Pibe
Og smile galant: » K a n D u f l ø j t e , J o h a n ? «
|
—
B r e v e fra H e lvede .
M in egen V ig g o B e n t h e im !
D u m aa, m in Sæl, f o r
g am m elt Venskabs S kyld vise
m ig den Tjeneste m ed det
a lle rfø rs te a t sende m ig den
højeste O plysning om, hvem
det egentlig er, d e r e r f a r e t i
dig, siden du ig jen h a r f o r
skrevet d ig t i l B e r g . f e g v il
være fo rd øm t, hvis h e r p a a
hele E tablissem entet e r nogen
D jæ vel, som kan hitte M en in g en i det S kridt, og baade
Fanden og hans Oldemoder komm er hver D a g m ed
In te rp e lla tio n e r i den A n le d n in g og g jø r m ig H elvedet
hedt nok, hvad d e r n a tu rlig v is i visse M a a d e r kan have
sine Bordele, f o r d i disse Satans B jergvæ rksarbejdere
id e lig g jø re S krue og derved d riv e r K u lp ris e rn e f o r
bandet højt op i V ejret, saa det kan være h a a rd t nok
f o r en stakkels D jæ v e l a t f a a Budgettet l i l a t balancere.
N a tu rlig v is h a r B e r g a ltid været en A llerhelvedeskarl,
d e r ikke h a r væ ret bange f o r a t f a a selve O c t a v iu s
t i l D e fe n s o r f o r H øjesteret, hvad d e r nok v a r en anden
E n , d e r ikke turde g jø re ham e fte r; men Fanden s k a l
tage m ig, om disse dumme D jæ vle hernede kunde f a a
andet u d a f det, end at du m aa være kommen net p a a
Potten, siden du m aa tage t il Takke m ed en ordinæ r
Rumlepotte. D e rim o d h a r din E e d v a r d vzmdet a lm in
delig A nerkjendelse f o r sin Piece » F r a
8
g t i l p i* .
D e n e r n em lig g a a e t saa h u rtig a d H elvede til, a t v i
allerede h a r fa a e t den som Nyhed, og da v i h a r en
djævleblændt god Hukommelse, saa v i ikke h a r glem t,
hvad O c t a v iu s sagde om B e r g s Syn, H ø relse, H u
kommelse og A andsevner
,
g jø r det saa Fandens godt
a t læse E e d v a r d s D efensión f o r ham , isæ r hvor han
tillæ gger sit Forbillede fo r » E n P o l i t i k e r i en •fæno
m e n a l Viden, aandelig Friskhed, Rigdom p a a gode
Id e e r
,
skarpsindige S am m en stillin g er
•,
o. s. v. fo , du
kan lade dig fo rs k riv e t il B anden p a a , a t je g s k a l tænke
p a a E e d v a r d den fø rs te Gang, je g ig jen skulde have
B ru g f o r en Advocatus diaboli. M in O ldemoder sagde,
at E e d v a r d s F o rs v a r f o r B e r g v a r lige e fte r hendes
Kogebog, f o r d i det v a r „det samme p a a en anden
M aade«, som O c ta v iu s havde sagt. Desuden h a r a lle
Fyrbøderne h e r i A nstalten slaaet s ig sammen f o r at
g jø re et stort Fakkeltog t il Æ r e f o r E e d v a r d ; men
det s k a l du nu ikke sige l i l hans store B ro d e r G e o r g,
f o r d i han v a r i S tand t i l at æ rgre sig sort d ero ver,
det Skind, og Fanden selv kan ikke vide, hvad fo r en
A rtik e l, han saa vilde g a a hen og begaa. M e n hav
det nu godt.
Jeg v il a f et æ rligt H je rte ønske baade