251 / 435
2 4 3
fem Minutter reduceres til brændte Protokoller. Svirius
har saadan sine egne »fixe« Ideer og er ikke den Stjærne,
man gnider sig op ad for Ingenting; det har sin Risiko
at pleje for stærk en Flirtation med røde Hunde.
Et stort og næsten ubegribeligt Held er det imid
lertid, at Svirius lader sig nøje med et Par Hurraer ved
Møderne og i Ny og Næ et lille Telegram, der er be
hørig lavet om »for tilfållet«. Ved Hjælp af en saadan
sparsom, men vel anvendt Himmel-Mundfuld er det
hidtil lykkedes vor højeste Oplysnings smaa Sole at
holde den røde Himmelhund tre Skridt fra Livet.
Som Svirius for Tiden er situeret, bruger dens
»Lys« henved en Snes Aar om at komme fra det øv
rige Evropa til Danmark: det vil sige, at saaledes som
det i Dag ser ud i Rømersgade, saaledes saa der ud i
Bryssel og Bern for en Snes Aar siden. Og, hvis vi
tænkte os, at dens sidste Viinblad revnede, saa at hele
Himmelhunden maatte interneres paa Grund af Hunde
syge, saa vilde den endnu i 19 11 holde Halen mellem
Benene. I Integade er det derimod anderledes let at
være Sol; det tager ikke længere Tid at tilegne sig Alt
til den højeste Oplysning henhørende, end det tager for
G e o rg at afskrive en hvilkensomhelst tysk Original.
Sligt gjør en stor Forskjel.
Det er følgelig ikke sandsynligt, at alle de varme
Douchebade, som i disse Dage strømmer fra Integade
ud over de arme Vælgere, er af nogen overvættes stor
Betydning. I alt Fald vil de blive betydelig afkølede i
den Tid, der endnu vil hengaa, inden Valgdagen kom
mer. Efter alle Solemærker at dømme er desuden de
noksom omtalte Solpletter, — der navnlig ytrer sig
som røde Strimer paa Ryggen, — i heftig Tiltagende.
Paa Langeland har det saaledes vist sig, at de evro-
pæiske røde Snapse — Eedvards Aftapning — kun er
forholdsvis uskyldigt Plet-Vand, der røber sig selv ved
Lugten. At der for Tiden jævnlig høres Tordenskrald,
skal man heller ikke lade sig saare eller skræmme af:
det er ikke altid de Rumlepotter, der buldrer mest, som
gjør størst Skade.
Heraf læres, at Overmennesker kan gaa evigglade
til Vælgermøde, selv om de har en rød Himmelhund i
Hælene, der forsøger paa at gjøre Jorden gloende.
I »Billigheden«.
,/
— Har Du set en af de nye Tikrone
sedler, Jensen?
— Er Du tosset? Det er sgu ’nte
for Smaafolk saa sent paa Maaneden.
Jeg har lige en blank Tiøre tilovers, og
om
lidt saa h ar jeg set den og er selv
ganske blank.
Fixér-Malerier.
»D et er dog uberegneligt,
Hvad Folk kan hille paa!«
Har en begavet Digter sagt,
det kan man forstaa.
Som for Exempel, Læser, har
Du vistnok hørt, hvordan
En Mand vil lave Kunsten om,
Det bedste, som han kan:
Han samler Malerier ind,
Saa mange, han kan faa,
Og stiller dem saa ud en Bloch
Med ingen Navne paa!
Han mener, han paa denne Vis
Vil gjøre vældig Gavn;
I øvrigt er Ideen svensk,
For S to ch h o lm er hans Navn.
Det synes dog, som om just ej
Saa letvindt bli’er hans Sejr,
Thi den har vakt en svær Tumult
I de smaa Sortes Lejr.
Mod al Slags Anonymitet
De svinger deres Sværd:
J t
De selv vil gjærne snakke sort,
{{
Men Andre skal la’e vær’ !
Du store Logos! — Lever de
Da i en Ravnekrog,
Hvor aldrig nogen Maler mer
Behøver Skudsmaalsbog? —
Sæt, at de gammeldags »Spinat«
Gi’er Roes som kauscher Mad,
Og at i en S lo t-M ø lle r de
Kun ser et Hyttefad!
Hvorledes skal K a r l M adsen vel
Faa skælnet Buk fra Faar,
Naar Aandsfri og Fordummede
I samme Gryde gaar?
Men særlig mod H a n n o v e r er
Hr. Stochholm maliciøs:
Nu veed han ikke, hvor og naar
Hans Pinsel tør gaa løs!
Men alle kjække Poder fra
De ædle Straamænds Tid
Imod den visse Vandgang nu
Staar rustede til Strid.
De Stochholm maler Potten fuld
Og dypper ham i fri
Udstillings-Sværte fra Jo h a n s
Og B e n th e im s Farveri.
L