266 / 435
258
I r a Lodbrogs Tid de Danske husvant plasker
Til Søs, har Skjalden sagt en Gang.
For Tiden de des værre husvant trasker
Til Lands i Vandet rundt i Dannevang.
Som i en Syndflod maa man vade,
Saa snart man bare ta’er sit gode Tøj;
Endogsaa skraas for Regnegade
Slaar Lynet ned og gjør et stort Halløj.
Og, hvad der for en Hoben Landmænd
Er ikke nogen særlig Trøst,
Det Faktum er, at Venstres Vandmænd
Just heller ikke har en heldig Høst.
Selv „
Politiken
“ , som et tørt Herbarium
For rodløs Plantevæxt har været her,
Til et komplet Ferskvandsakvarium
Er omskabt i det vaade Vejr.
Med Graad er
O
v e
R
o d e s
Blad bedugget,
Mens
K
o r s g a a r d
er lidt mere glad i Aar,
Thi han har dog lidt Brød til Vandet hugget,
Mens „
København
“ det bare Vand kun faar.
Dog mod de stakkels Socialister
Vandskæbnen næsten er for slem:
Naar til en Udflugt de sig drister
Fra Rømersgadens hyggelige Hjem,
Vist knap til deres gladeste Erindringer
Roskildeturen regnes kan.
Som i »en Baderejse med Forhindringer«
Forsyningen var rigelig med Vand;
Og mellem alskens vaade Varer
Til Bogs har
W
iin b l a d s
Stedfortræder ført,
At Skrædder
HoLM’ses
tapre Skarer
Paa Vejen
hjem blev
noget overkjørt.
H
ø r u p p e r n e
med Grund maa sande
I denne Sommers Regn og Slud,
At Politiken med den aabne Pande
Er ikke regnet rigtig ud.
Endskønt
J
e n s
B
u s k
sin vaade Trøje
I Slagelse for
T
a u b e r
vovet fik,
Er Tiderne dog lige sløje
For Rumleri. og Visnepolitik;
Thi fra sin Redaktørplads der i Egnen
Blev nylig stakkels
G
lud
hældt ud,
Hvorved i Tilgift han til Regnen
Har foreløbig koldt Vand kun og Lud.
Hvad Under derfor, at selv Himlen fælder
En Taarestrøm, skjønt ikke salt,
Ned over Venstrepressens Brændenælder,
Hvis Falkedomme kun til Vandsbæk gjaldt?
i
I
■
Lidt
Mine ærede Tilhørere:
Som bekjendl, er der
tre Ting, som Menneske
heden uafladelig gaar 0|
brygger
paa,
nemlig:
Kunst, Videnskab og Livs
nydelse. Der gives ingen
Kunst uden en, det er
fransk Skulptur, og en
halv Baier er dens Profet.
Den samlede Kunst kaldes
et
Glyptothek
; gaar man
derimod fra Samlingen
ved altfor overdreven
Livsnydelse af halve Baj
ere, ser man Sole og Stjærner og staar da midt i
den
astronomiske Videnskab.
Denne Videnskab, der for Ti
den ganske har fortrængt F e r d in a n d s forhenværende
fixe, om end noget løse »Stjærner«, danner
Emnetfor
mit Foredrag.
Det bemærkes, at der vil blivetaget
Hensyn til de nyeste »nationale« Fænomener, for saa vidt
de egner sig til at iagttages gjennem et
Punche-
glas.
Solen
er Ihændehaver a f den højeste Oplys
ning. I Modsætning til ObskurantismenS
Niflhejm, kaldes den ogsaa B en th eim .
Da den aldrig
har kunnet opnaa at
blive et brændende Spørgsmaal, har
den omgivet sig med en Martyr-Conma,
hvis Glorie dannes af røde Strimer.
Protokoller i dens Nærhed, opbrændes
som ogsaa romantiske Forfattere og andre Hyklere totalt
forsvinder i dens Dyb.
Solen har fæle Pletter, der for det meste er smaa
sorte. Midt i Pletterne sidder
Kærnen
(Mythologiens
St. G eorg), saaledes kaldet, fordi den anser sig selv
for en Kærne-Karl. Den er omgiven af
Fakler,
uden at
det dog endnu er lykkedes at faa et Fakkeltog sat paa
Benene. Om de smaa sortes Indflydelse paa Omgivel
serne er de Lærde endnu uenige; dog har det vist sig,
at, naar de er i Tiltagende, stiger Vandet i den norske
Bohéme-Literatur, ligesom ogsaa Kærnen har en skræm
mende Indvirkning paa den offentlige Understøttelses-
Kasse. At det saakaldte »Nordlys over Landet« skyldes
Anbringer man
de ganske, lige-