271 / 435
2 6 3
wrip
^'i " ; '
• - ~
^
Fru Juliane Petersen: God Dag, sode Fru Schrøder,
ja jeg skal bare lige have en lille Draabe i Dag i en tre
Fjerdedels Pavse, for jeg skal sige Dem, jeg skal lige hen
og have en Time i Sang og bagefter en i Italiensk, somjeg
er begyndt paa hos den gamle Frøken Kaspersen, der spiser
til Middag hjemme hos os en Gang omUgen for to Timer,
og hun har saadan et umaadelig fint Øre paa det nær, at hun
er bleven noget døv med Alderen, for PetersensFætter Node-
Møller, som er kommen meget til os i den sidste Tid, har
opdaget, at jeg har en fyldig Messo-Sopran af en lys og
sonor Timbre, som bare ligger for langt tilbage i Stemme
lejet og trænger til lidt større Register, og Gud, hvor det
Menneske er musikalsk’ Tænk, han spiller lige godt paa
alle Instrumenter baade i Moll og Tyli — eller hvad jeg
vilde sige: Dur, og han skal endogsaa snorke efter Noder
omNatten, og Frits Grønbæk mener, at han ikke har andre
Stole i sin Lejlighed end Nodestole, og at han maa have
gaaet i Erslevs Klaverskole, da han var Barn, og det var
jo heller ikke saa underligt, om det var sandt, for han har
da spillet paa Tromme i Tivoli, da han var ung, og det
var oven i Købet den store, og nu lærer han lille Nora
Dora Leonarda at spille paa Harpe, og han mener, at Pige
barnet nok kan naa at blive Harpenistinde bos Georgiumbye
i Tivoli, inden den anden kommer, som de har skrevet efter
fra Tyskland, og Node-Møller er jo naturligvis meget oprørt
over, at Hartmann skal være Dirigent i Musikforeningen,
skjønt der var saa mange Andre, som Gade havde udpeget
til sine Efterfølgere, og havde han bare været Medlem, saa
havde han stemt paa Charles Kjærulff, imod at han gav
sit Samtykke til, at Georgiumbye bliver i Koncertsalen til
næste Aar, eller ogsaa paa Kar 1 Gj ell erup til Erstatning
for, at han ikke maatte blive Stultusminister eller hvad det
nu hedder for Kancelliraaden, som han nok gjerne vilde
og nu har vi tænkt paa at lave en fri Musikforening, hvor
alle de af Gades Efterfølgere, som ikke blev valgt, skal
dirigere, og jeg skal synge paa Italiensk og Node-Møller
spille Tromme og lille Nora Dora Leonarda Klaver og Pe
tersen L ’hombre, fordi han er saa umusikalsk, at han troede,
at Pilgrimskoret af »Tandhøjser« var »Rundt paa Gulvet«
og vilde forære mig tolv pletterede Stemmegafler, og saa
skal han jo have sit Parti sammen med sin gamle Onkel
Sæbesyderen og Frits Grønbæk de Aftener, da vi har vore
musikalske Soireer, som jeg glæder mig umaadelig til, og
veed De hvad, søde Fru Schrøder, De skulde dog prøve, om
De ikke ogsaa har lidt Sangstemme, for saadan noget veed
man tidt ikke selv, at manhar, og naarDe fikDeres Stemme
leje lagt om, saa kan det saamænd godt være, at De kunde
blive til Noget som Alt, for med mig er det gaaet saadan,
at der er Ingen, der før har lagt Mærke til, at jeg havde
Sangstemme, og for den Sags Skyld er der heller ingen
endnu, der kan høre det, andre end den gamle Frøken
Kaspersen, og alligevel ender jeg maaske med at optræde
ved de filtharmoniske Koncerter under Navn af Signora Pe-
tronio ligesom Fru Maria Osta, der er italiensk Opera
sangerinde fra Helsingør, som vi var henne at høre for
halvanden Krone i Ridehuset, og sammen med hende var
der en tysk Operasangerinde, som sang saa smorsando, hvad
der nok betyder med Smør paa Dansk, og Frits Grønbæk,
som altid skal være vittig, kaldte det hele en Gang Smør
og Osta, og hvis De vil have det, saa skal jeg saamænd
gjerne komme til Dem en Gang omUgen og synge Skalaer
med Dem, og vi kan jo begynde ganske piano og seaere
tage det mere forte. Adagio, cara mia Signora Schrodera,
og Tak for Kaffe.
»Muntre Musikanter« gik
Bedrøvede i deres Mo’er,
Og ikke den allermindste Lap
Nu findes af Finnernes Kor.
Man trøster sig saa godt, man kan:
Nu nøjes man med at beundre
De Musikanter, som selv vi har, —
Og de er forskrækkelig muntre!
Den store Wagner har os lært,
— Og det kan jo godt være sandt,
At er man blot Sextendels-Filosof,
Saa er man en født Musikant.
Af en forskruet Wagner bidt,
Karl Gjellerup bjæffed’ forvildet,
Saa en Kancelliraad som et S
Gik ud, men dog ikke af Spillet.
Mod »Digteren af Navn og Rang*
Med Brask og med Bulder han foer,
Skjønt han maatte staa paa Taa derved,
For Gjellerup er jo saa stor!
Med Lyn og Torden fyldte han
Hr. Bentheims Avis til Randen:
»NuvæverjegVadmel!La’S chii
11
engaa!•
Og dermed saa aad de hinanden.
Men i Musikforeningen
Dog allergemytligst det gik.
Fordi man — selvfølgelig — til Dirigent.
Den Allerforkerteste fik.
Man ej en Gang har Kjerulf spurgt
Om, hvem man med Tak skulde tage,
Og nu vil han slet ikke anmelde mer;
Men tænk! — det vil Ingen beklage!
Og stakkels Victor Bendix, som
Trods alle de livlige Hop
Og hele sin »Fjældbestigning« ej
Paa Anførerpulten kom op!
Ak, i sit Fædr . . . nej, Fødeland
Er miskendt og tung en Profets Gang;
Hvad hjalp det, at rundt hosStoreogSmaa
Saa ydmyg han vanked i Kretz-gang?
Neruda gned sin Basfiol,
Han støt til det Sidste hang i,
MensHammerichslogpaaTrommedertil,j
Men saa var Koncerten fort)i:
Neruda som en blid Akkord
Forsvandt, det blev Enden paa Legen;
Og ikke det mindste Tordenskrald
I Nu minder om Asgersrejen.
yNvG ,
Å .
Hermed følger et
illustreret Annonce-Tillæg-