274 / 435
266
Dyrtid.
Nord og Syd , i Vest og Øst
Man klager over daarlig Høst,
Og Bondemanden faar den Trøst,
A t Landmandsliv er ingen Sinecure.
F ra Børsen den Besked os g i’es,
A t Rugen staar i dobbelt Pris,
Og Hveden. stiger ligervis,
K o rt sagt, her ventes Tider, som er dyre.
Des værre vore Landmænd fik
Det samme Indtryk paa en Prik
A f
C
h r e s t e n s
Visnepolitik,
Trods
B
e n t h e im
og hans radikale Fyre.
Og ingen a f dem veed, hvordan
Den rigtig »rene« Venstremand
I A a r skal gribe Tingen an.
Man ser, at ogsaa gode Raad er dyre.
I Høstens Tid, der er saa travl,
De skulde bjerge Venstres A v l
A f alt det folkelige Bavl
Om Folke-Ret og Magt og Fo lke-S tyre.
Men, gjennem
C
h r e s t e n s
Ladeport
E r hidtil ikke bjerget stort,
Undtagen blot, at han har gjort
Erfaringer, som var en Kjende dyre.
Med de Bétiser, B
ekg
begik
I mangt letsindigt Øjeblik,
V il I n t e g a d e s Melbutik
Og Evropæere faa deres Hyre.
— De brave Ætlinger a f Sem
Holdt
G
e o r g s
Aandsfriheder frem;
Men, skal de selv betale dem,
Saa bliver de i Længden schgu for dyre.
F ra B a d s t u e s t r æ d e s Rus-Land faar
Man heller intet Korn i Aar,
Men Avner, som sædvanligt, gaar
Til ,,
København''\
der, lig en fiittig Myre,
Har vimset om, trods Vejr og Vind
Og tidt blev gjennemvaad, det Skind,
Mens Mulktebær det samler ind
Og den Slags Domme, som man kalder dyre.
A lligevel man har den Trøst,
Mens Venstre slaas a f Hjertens Lyst-
Om 0 1- og Sukkerlovens Brøst,
Udsat som næste Valgdags Ouverture,
A t baade klinket Postelin
Og sammenbrændte Andelssvin
D og skabe kan et billigt Grin,
Om ogsaa Tiderne kan være dyre.
Af Etatsraadernes Naturhistorie,
Allerede i den forhistoriske Tid træffer man Etats-
raaderne her i Landet. En nu uddød Art er saaledes
K o m m e rs e ta ts ra a d en , der i sin Tid spillede en
vis Rolle. Den hørte til de saakaldte m e r k a n t ile
E t a t s r a a d e r , a f hvilke nu alene Gehejmeetatsraaden
er tilbage. Af andre Etatsraader, der nu kun findes
i fossil Tilstand, kan nævnes T h e a t e r - E t a t s r a a d e n ,
af hvilken man paa Musæer finder to Afarter, den lille
og den store. Den lille
(directoria)
opholdt sig mest i
Underskoven, da den af visse Grunde ikke kunde lide
Overskouen. Nu tilhører den som sagt den forhistoriske
eller uhisloriske Tid. Den store Theater-Elatsraad
(in-
structoria)
var i sin Tid meget yndet af smaa Horn
blæsere, af hvem han tilsidst lærte at blæse Theatret et
Stykke.
Vender vi os til Nutiden, bemærker vi strax, at
Etatsraaderne spiller en betydelig Rolle i Naturens Hus
holdning. Derpaa tyder allerede deres Navn
(conseiller
d'état),
og en af Grundene hertil er den, at de er en
meget udbredt Dyreklasse. Om Vinteren træffer man
dem mest i Byerne, om Sommeren foretager de Van
dringer ud paa Landet, samlig ved Strandvejene, som
de elsker paa Grund af den dersteds herkende Fugtighed.
Deres Ernæring bestaar navnlig af de saakaldte bedre
Middage, og de hører overalt i de zoologiske Haver til
de Dyr, som m a a fodres. Flere af dem bærer en eller
flere korsformede Tegninger paa Bringen, hvilket anses
som en stor Prydelse, der giver Skindet en betydelig
Værdi. Som bekendt hører de hjemme i 3. Rangklasse
af Linnés System.
Særlig vil. man lægge Mærke til G e h e jm e e t a ts
r a a d e n , der er en af de sjældneste Arter. Dette liv
lige Dyr opholder sig mest i forenede Dampskibssel
skaber og i Marmorkirker, hvorfor den dog ikke maa
forvexles med Kirkerotten. Den maa efter de nyeste
Forskninger nærmest henregnes til Pungdyrene og var i
tidligere Tid meget efterstræbt af Englænderne, der jagede
den for at flaa den. Den solgtes paa engelske Markeder i
Pund Sterling. Nu har den dog omsider fundet sig en Fri
havn. Vor ansete Landsmand, Forskeren E rn s t B ra n d e s
har gjort Forsøg paa at opdrætte et Exemplar i den
zoologiske Have i Fredericiagade. Den skal nemlig være
et meget adræt og lærvilligt Dyr, der er nemt at
afrette til at apportere forskellige Sager, og man mente
at kunne tæmme den, naar man satte den paa Lands-
things-Diæter.
Forsøget mislykkédes, da
de ind
fødte Vælgere ikke vilde hjælpe med at faa den til at
hoppe paa den udsatte Limpind.
Dette uheldige Resultat maa saa meget mere be
klages, som Gehejmeetatsraaden i vild Tilstand er et
temmelig farligt Rovdyr, der blandt andet ogsaa er meget
glubsk efter Mennesker, navnlig Landliggere. Disse ind
fanger den navnlig paa Strandveje i de saakaldte Damp-
sporvogne, hvori den langsomt piner dem til Døde.
Navnlig ynder den at ligge paa Lur efter sine Ofre Ved
Vigesporene, der kaldes saaledes, fordi der ikke er Tale
om, at Dampsporvognen viger tilbage for Nogetsomhelst.