279 / 435
271
kum der er uopdragent, siden at S e v e r in vil holde sig
til den skjønne Helene P e t t e r s on?
— Det maa du nok sige, Lassen. Nu skal vi jo saagar
indwiehe en ny Æra i Amaliegade.
— Jeg ser det. Men hvad er det for en ny Skue
spiller Ø s te rg a a rd , der staar i Kasinos Personaleliste?
— Han skal bare spille i »Direktøren funden og for
svunden«. Men der erHaab om, at vi kan bevæge Hr.
S te ffe n se n til at optræde som »Hakon Jarl«. Og naar
vi saa laaner Hr. M a re r fra Dagmar til at spille »Palna-
toke« og opfører E e d v a r d s samtlige Værker med Musik
af C h a r le s K je ru lff, saa bli’er det Konsulemad for de
sraaa Sorte!
— Bare det gaar, Madsen.
— Gaar’et ikke, saa dør vi i det Minste i Skjønhed
med Vinløv i Haaret.
— Ja, og det bliver nok Mønster-Vinløv!
— Forstaar sig. Fordi man er Theaterdirektør og
Vinhandler, behøver man da ikke at være om en Flaske
hals, naar et Par illiterære Repræsentanter gaar hen og
gjør Skrue.
— Saa er Konsulens Førstefødte vel ogsaa et litterært
Pigebarn ?
— »Musotte«? Ja, det kan du nok begribe. Hun
er jo gjort af Jo h a n s gode »Smukke Ven«, ham den mo
dige Franskmand med de uvartige Ord.
— Naa ja,uvartige Ord er jo altid litterær, saa meget
veed jeg da. Der var nok ogsaa to Direktører, der halede
i hende. Men man siger, rigtignok, at der ikke var noget
at hale i.
— Si’er man d e t? Du er en fordummet Hykler,
Lassen. Men nu skal jeg anmelde Komedien for dig.
— Hvordan vil du anmelde den?
— Jeg vil fortælle dig Indholdet; det er den allerfineste
Maade at anmelde paa. Ser Du, i. første Akt gaar den
ene W ieh e og den anden W ieh es Fru W iehe omkring
og indvier den nye Æra. Men saa kommer der Brev fra den
ene Wiehes Fru W iehe om at hun nok vil udbede sig Titel
rollen, for hun kan ogsaa meget godt være litterær. Saa
siger den anden Wiehe til den ene Wiehe, at han skal
gaa hen til hende, og det tager den nygifte Fru Wiehe
sig naturligvis meget nær. Er du med?
— Ikke Spor.
Det kommer nok. Anden Akt er en Melodrama-
tisering af »Barselstuen«. Fru Wiehe ligger paa en Sofa
og forestiller Musotte. Det er nemlig en Slagpige, der
en Gang har spillet »Frøken Nitouche« af lutter Ærbar
hed, men alligevel har faaet et Barn med Malermester
Wiehe. Det er derfor, hun sender Bud efter ham, skjønt
hun veed, at han holder Bryllupsdag.
— Nu er jeg med!
— Musotte ligger altsaa paa en Sofa og dør af
Barnefødsel, Dyd og en ophøjet Karakter. Alle litterære
Slagpiger har nemlig en ophøjet Karakter. Imens gaar
Fru W an tzin omkring og synes, at hun er saa morsom.
Hun er nemlig forhenværende Danserinde, fordi hun
altid, spillede forhenværende Danserinder, den Gang da
Kasino gik bag a ’ Dansen; men nu er hun Jordemo’er
og har hjulpet Musottes Barn og den nye Æra til Verden.
Naa, saa kommer Malermester Wiehe ind og ser paa
Drengen, og da det er saadan en dejlig, litterær Dreng,
lover han at tage sig af ham, indtil han bliver stor nok
til at kunne faa Engagement ved Kasino. Imidlertid dør
Musotte af litterær Barselfeber. »Charlott’ ist todt!«
hulker Wiehe, og hele Publikum svømmer i litterære Taarer.
— Saa er vel Komedien ude ?
— Nej, saa kommer tredie Akt. Direktør C e tti
træder frem paa Forfatterens Vegne og holder et længere
litterært Foredrag om Skæbnen og om det litterære ved
at faa Børn, som ens Kone ikke er Mo’er til. Det er
mageløst opdragende. Naar saa Publikum vaagner, ligger
alle de Efterlevende af Familien Wiehe om Halsen paa
hverandre, uden at nogen kan begribe hvorfor, — og
saa gaar man ned i den litterære Garderobe, tager sit
Tøj paa og skynder sig hjem for at faa mere Thevand.
— Veed Du hvad, Madsen! Det forekommer mig,
at det egentlig maa være nok saa morsomt at se den
rigtige Vand-Pantomime.
— Du er en Snob, Lassen. Med de Anskuelser maa
Du aldrig vente dig en Ormonde-Bicykle. Spørg bare
min litterære Datter M ine................
— Har hun da nu faaet sig en litterær Kjæreste?
— Nej, de Tider er forbi. Mine forlover sig aldrig mer.
Nu er hnn hleven mandig og modig og skriver Artikler
til Oves Avis.
— Er de ogsaa litterære?
— Ja, det forstaar sig; de handler jo kun om ned
ringet Kjærlighed.
— Go’ Nat, Madsen.
— Go’ Nat, Lassen. Vi ses igjen i »Dagmar«.
— Det gjør vi. Husk saa at vække mig, naar du
ser mig.
Abe-c,
M ,
Lan altid har antaget A ber tor Dyr,
D er næ sten er mer end uvidende.
Jo pyt! D eres Sprog er det reneste Guld
Og deres Bemærkninger bidende.
E n Am erikaner har sagt det;
ak, hvis
Man b lot paa hans Ord kunde stole,
Saa burde man strax sendeE e d v a r d o g B a n g
T il U rskoven at gaa i Skole.
D en lærde D a r w in en Gang for Plaser
Beviste og dokumenterte.
A t A ber er Overmen’sker, fra hvem
V i Andre er degenererte.
Men Overmen’sker — det har vi endnu;
A t de er om Mundlæ’eiet smurte,
Er noksom bekjendt, om de end efterhaands
Fra brune er hleven smaa sorte.
De taler rent ud et uhyrligt Sprog,
Der halvvejs er gallo-chaldæisk
Og halvvejs er ghetto-germanisk-dansk
Med A nstrøg af norsk evropæisk.
Og altid har K jæbeposen de fuld
A f Floskler, som sprøjte og sprutte;
A t derfor de stammer fra B røl-A ben ned,
Er N o ’et, som Enhver jo kan slutte.
De sværmer for N ødder, — aldeles som da
I Urskovens D yb de var hjemme;
Det kaldes at knuse »Problemer«, og de
B li’er brugt til at saare og skræmme.
D et H ele gaar til som
i
fordums
Tid:
Vil nemlig man uformodet
Se N ødderne efter i Sømm ene, — bum s!
Saa faar man kun Skallen i H o ’edet.
De lever i stadig G orilla-K rig,
— D e knap med sig selv kan forliges; —
Men, om de har Snohale eller ej.
K an ikke med V ished siges;
Skjønt, naar de forløber sig, er der en
vis
Sandsynlighed for, de maa ha’et,
For de raaber altid Hale-Iuja,
Naar blot de kan sno sig fra ’et!
Hvorfra de til dette elertdige Land
Er kommen, kan ikke bestemmes,
A t nu de er helt københavnske, det kan
D og af deres Sprog fornemmes!
t
;
a
selv om R ace-mærkerne snart
I Tidernes Taage sig tabe,
Er rim eligvis Politikens »Æ -bæ h«
K øbenhavnsk D ialekt for — »A be».
Hermed
følger et
illustreret Annonce-Tillæg'