283 / 435
275
Vov-vov!
i Anledning af nogle Notitser i et herværende Blad
angaaende »Militære Dyr«, har vi fra en sagkyndig Blad
forhandler modtaget en Skrivelse, af hvilken vi hidsætter
Følgende:
Det er en Regel, der maa betragtes som en ube
hagelig Nødvendighed, at der ved de fleste »Herværende«
findes Sporhunde, som følger deres lokale Negergeneral
gjennem tyndt Blæk og tyk Sværte.
Nogle af dem
er smaa sorte, andre smaa graa, men de Fleste er
blakkede.
De to Platfodfolks-Regimenter, der garnisonerer i
Integade og Badstuestræde, og hvis Mandskab, som be-
kjendt, bestaar af Rekruter af forskjellige Vantros-
bekjendelser, har saaledes hver sine Sporhunde, om
hvilke der kan fortælles mange pudsige Smaatræk. De
faar deres Føde af rige Jøder og tilbringer Nætterne
paa dertil indrettede Kafeer og »stiller« præcis om Efter
middagen, saa snart de kommer ud af Sengen.
»Nr. 00«, kaldet »Smukke Ven«, har eller havde,
dersom den ikke senere har gjort sig ganske umulig, et
Halsbaand med Inskriptionen »Menneskedyr«. Den er
utrættelig i at opspore frimodige Damer, hver Gang dens
Overordnede trænger til lidt »mandig« Adspredelse. Naar
Kompagniet afleveres til Sø-Krigsretten, sidder den altid
paa venstre Fløj, for strax at kunne sætte sig i Spidsen
for de der opstillede Sproglærere, naar der kommanderes
til Vandgang. For øvrigt ynder den ikke høflige Tale-
maader, men bjæffer paa det heftigste, naar dens Kom
pagni bliver kaldt »et herværende«, og den skal ikke
være til at styre, naar et hidtil uskadt Navn og Rygte
kommer i dens Nærhed.
Inte-Regimentets Sporhund »Kauscher« er saa in
karneret anti-militaristisk, som man vel kan forlange.
Den bider i enhver Fæstning, som den falder over, og
hyler, saa det kan høres helt ned til Berlin, hver Gang
en vandrende Lirekasse nærmer sig Regimentet. Dåden
en Gang i sin Tid kom for Skade at gjø paa russisk, stak
den bagefter Halen saa ynkelig mellem Benene, at man
lod den løbe. Det bedste Bevis for, at den fuldstændig
har frasagt sig al fordummet Omgang med Fædrelande-
rister, afgiver følgende Exempel, valgt imellem utallige:
Skjønt den i Aaringer havde hoppet omkring paa Sartory-
Sletten i Hælene paa en navnkundig Digter, der bar sin
Hat, som han vilde, snærrede den dog ad ham den Dag,
da han kom hjem med en Sankt Hansvise »derovre ira
Grænsen«. Den har for Resten den for en veldresseret Spor
hund noget aparte Vane, at den jævnlig løber omkring
med en s tø rre And i M unden , end den k an gab e
over. Ofte har den givet eklatante Beviser paa sine
Tyggemusklers Styrke ved at gnave paa en saadan sejg
And i flere Dage. Den sidste og største And var en
svensk Sanger, som den absolut vilde have puttet ind
i et Rum paa Blegdamsvejen, hvor dens Rumlepotter
plejer at blive opbevarede. Da man saa tvang den til
at æde Anden i sig, forbavsede den Verden ved den
mærkelige højeste Oplysning, at det var de Andre, der
skabede sig.
Den følger altid det numerisk stærkeste »Parti«, som
den slutter sig til helt inde fra Rømersgade af. Men
trods sine modige Tilbøjeligheder er den umaadelig
bange, naar den selv trues med det glatte Lag. Saa
snart der gives mindste Signal til Angreb, forsvinder
den langt bag en Bunke brændte Protokoller og afventer
med sin And i Munden roligere Tider.
Man forsøgte en Gang at ernære en af disse Spor
hunde med Agurker; det var nemlig i den saakaldte
Agurketid. Men det begavede Dyr sled sig løs og flygtede
ud i en Renovationsvogn, hvor den strax aandede friere
ved at føle sig i sit rette Element. Efter kort Tids
stille Nyden opsnuste den saa en Haand, der laa i Vog
nen og pegede Fingre ad den. Den vidste fra Regimen
tet, at selv Overbefalingsmænd — eller som de kaldes
i det tekniske Sprog: Overmennesker — kan udsætte
sig for at tabe Hovedet, som f. Ex. naar de ikke i Tide
har faaet strøget enkelte kompromitterende Udtalelser
i 2den Udgave af deres Værker. Men den havde aldrig
set nogen af dem tage Haanden af og lægge den fra
sig, saa at Resten af Personen maa underforstaas. Der
kunde altsaa ikke være Tvivl om, at Haanden maatte
tilhøre et Lig. Herman Bang nægtede imidlertid bestemt
at vedkjende sig Haanden; naar han skriver »Digte«,
bruger han nemlig jævnlig begge Hænderne for at tælle
sine Fødder paa Fingrene. Og saa tæller han galt
alligevel. Sporhunden var derfor paa det Rene med,
at der forelaa et Mord, og gav sig hæsblæsende til at
løbe op og ned ad Spalterne med Haanden i Flaben.
Men det er ikke enhver Flab forundt at faa Bid i et
Mord; og det viste sig da ogsaa, at Haanden tilhørte
en Mediciner, der havde laant den for at lære sig selv
at føle Pulsen.
Der kunde fortælles endnu flere og interessantere
Træk om disse Dyr; men muligvis fremkalder disse
Linier hos En eller Anden Erindringer fra de gode,
gamle Dage, da »barberede Pudler« endnu spillede en
Rolle. Den uheldige lille Historie med Haanden maa
dog ikke opfattes som et Exempel paa, at Racen nu er
ved at gaa i Hundene. Den kan i det Højeste være et
Vidnesbyrd om, at de desto værre ofte er nødsagede til
at leve fra Haanden og i Pennen.
Fredselskeren.
S t o r t y s k e n , nu paa Vagt for Freden,
gav Agt — med Uro, N ag og Sorg —
paa »Leve«-Raabene forleden
f r a K r o n s t a d og St. P e t e r s b o r g .
T il L y d han slog med bitter K lage,
vredagtig-fæ l som U lveglam :
At A n d r e frit (i vore Dage)
tør »leve« — uden Lov a f ham!
Fo r — vil man efterspore G r u n d e n
til »Mikkels« kildne Fredsælhed,
er d e n med største Lethed funden
saa vel som Fredens Ø jemed:
Naar Nabofolk hans Attraa vakte,
han hug i dem sin K lo, sin T and —
og hjem som kaaret Offer bragte
en Del a f deres Æ t og Land.
Nu »Fuchs« paa mere Bytte ruger,
end han fordøje kan i H ast;
ti v i l han Fred, idet han bruger
den til at slaa sin Vinding fast.
Se derfor sky han spidser Øre
ved fjærnest Ufred, mindste Larm —
og aner, selv i festligt Røre,
en mod hans T ryghed løftet Arm.
Hver Skælm, derNæstens E je gemmer,
men dækkes end a f Æ rens Skin,
den samme Sjælekval fornemmer
ved L yd a f Politiets Trin.