286 / 435
278
Truende Udsigter.
Hungersnøden staar for Døren, Døren, Døren,
Det er næsten ligefrem!
Bagersvende slaar til Søren, Søren, Søren;
Man kan ej faa Bugt med dem.
Nu i mange, lange Uger, Uger, Uger
Trods og Trusler de kun bruger, bruger, bruger,
Medens de paa Lappen suger, suger, suger —
Den er, hvad man kalder, slem!
De har »strikket«, saa det knager, knager, knager
Fælt i Toldene, min Tro.
Men mærkværdigt nok tog Bager, Bager, Bager
mestrene den svært med Ro.
Svendene, og det var ilde, ilde, ilde!
Vidste tidlig eller silde, silde, silde,
Nemlig ikke, hvad de vilde, vilde, vilde
Ret i deres Svendekro.
Nogle vil ej spise Maden, Maden, Maden,
Som hos Mestrene de faar,
De vil frit gaa ud i Staden, Staden, Staden,
Naar at Middagstimen slaar.
Andre ej paa Maden klager, klager, klager,
Men saa er der andre Sager, Sager, Sager —
Fy for F a ’n! at være Bager, Bager, Bager
mester her i Byen i Aar!
Nogle klager paa »Kontoret«, toret, toret,
Mestrene har lavet sig;
Andre tvertom tager Ordet, Ordet, Ordet,
For, at det generer ej;
Nogle for en Frinat »strikke«, »strikke«, »strikke«,
Andre kun for Mad og Drikke, Drikke, Drikke,
Nogle for at hjemme ligge, ligge, ligge —
Alt er lutter Hurlumhej!
Men vi Andre gaar i Gruen, Gruen, Gruen
For, hvad Tiden bringe vil.
Nu fortælles der, at Rugen, Rugen, Rugen
Næppe nok i Aar slaar til.
Over alt de Landmænd klager, klager, klager;
Hungersnødens Landeplager, plager, plager
Gysende for Øjet drager, drager, drager —
Jo, det er et artigt Spil!
Men. hvis intet Korn i Lade, Lade, Lade
Skulde nu i Aar faa Plads,
Saa kan det jo ikke skade, skade, skade
Os, at Bagerne si’er Pas.
Er der Ingenting at bage, bage, bage,
Faar vi Ingenting at smage, smage, smage,
Og for Ingenting vi klage, klage, klage.
Lad dem da kun være kras!
Naa! til Dato er det gaaet, gaaet, gaaet
Godt, og der var ingen Nød;
Thi hver Morgen har vi faaet, faaet, faaet
Vores varme Hvedebrød.
Og hvor iltert de end blaffe, blaffe, blaffe,
B li’er de dog nok ved at skaffe, skaffe, skaffe
Brød til vores Morgenkaffe, kaffe, kaffe
Længe efter Strikens Død.
Paa Toldboden i Søndags.
Møller. Kom her, Madsine, korn her, Frederik og
lille Busse. Her er en god Plads, hvor vi kan staa og se
hele Stadsen. Naar bare den tykke Herre med den høje
Hat ikke stod der, og saa det Skib ikke laa i Vejen, saa
kunde vi saamænd se ligfe saa godt som de kongelige. Kan
du se, lille Busse, den pæne Mand med Hjelmen og de
blanke Knapper? Det er en Betjent. Kan du se, han har
hvide Hansker paa? Dem bruger han et nyt Par af hver
Dag. Det har han nu Raad til, for Magistraten betaler.
L ille Busse. Jam’ Fa’er, hvoffe dør di de’ ?
Møller: Jo, for Betjenten har ikke Raad selv, min
Dreng.
Lille Busse. Jam’ Fa’er, hvoffe ’ar han d’ ikke de’ ?
Møller. Nej, for hvis han havde Raad, saa behøvede
Magistraten ikke at betale. Nu skal I faa Kejseren af Rus
land at se. Han er saa rig, den Mand, at han har Raad
til at spise store Fastelavnsboller med Rosiner i til Frokost
i Stedet for Rugbrød. Og saa har han hele
300
Koner.
For Russerne er Mormoner ligesomMahomedanerne, og der
for har han Lov til det.
Madam Møller. Jeg troede ellers inte, at han var
gift med Andre end som Dagmar.
Møller. Thyra, mener Du. Det kan sgu ogsaa gjerne
være, at det er Alexandra. Det passer jo bedre til ham,
siden han hedder Alexander. Men for Resten saa kommer
det jo omtrent ud paa Et. Dagmar er jo gift med ham
Engelskmanden, du ved, ham Kumberland.
Madam Møller. Ja, men hvor kansaaSultanen af
Rusland være gift med
300
Koner?
Møller. Jeg er ogsaa færdig ved at tro, at det er
nærmere de
400
. Det antager jeg. Men det kan sgu for
Resten gjerne være, at det er Sultanen af Tyrkiet der nede i
Grækenland. Det er saa længe siden,
jeggik i Skole, at
jeg har glemt det meste af min Naturhistorie.
Mad. Møller. Jeg synes, her lugter saa underlig.
Det er ligesom den lille skabede Hektor af Urtekræmme