291 / 435
283
eneste modig Blottelse! Ikke et eneste modigt Pas!
Ikke en eneste opløftet Læg, der kan faa oplyste Mænds
Sanser til at vrinske! Skal det være naturlig Dans
om naturlige Ting? Nogle gamle Dekorationer, nogle
gamle Dragter, nogen spænstig Dans og nogle Mand-
folkeben, der er saa fordummede, at de hverken har
Mod til at være tynde eller skæve, — del. er »Ker-
messens« samlede Resultat.
Hér skulde man se en Folkelystighed i første Akt:
den mindede om Fakkeltoget til vores store Georg, der
heller ikke blev til noget. I anden Akt nogle mor
somme Scener; det taler vi ikke om. En Dramaturg
taler overhovedet ikke om, hvad der skal roses: enten
skriver man moderne Kritik, eller man gjør det ikke.
Saa en pragtfuld Fest, — Logos bevare mig! — Hvad
er en pragtfuld Fest? Det er knitrende Atlask, der
smyger sig blødt om modige Barme. Men hvem tør
have Barme i dette usle Land? Der hoppede en lille
Mand omkring, som skulde være lattervækkende. Hykle
riet grinte. Tror De, je g grinte? Jeg har en Gang set
en Klown
i
Cirkus, — det var Komik, jeg forstod; for
jeg er saa oplyst. Men ikke den lille Mand hoppede
gjennem et Tøndebaand en Gang! Saa endelig i sidste
Akt en Kankan. Ak! — dette var den kgl. danske
Vildskab! Næ, kom saa i Integade, naar vi drikker
Bajere med franske Socialister, — der skal De se Glæde
og Sundhed.
Hr. B e c k sprang. Naa, — det beundrede jeg. Je g
har aldrig kunnet springe.
Siden jeg skrev Vers, har
dér altid været noget i Vejen med mine Fødder. Mons
tro, at det er derfor, at det er mig saa p la t umuligt
at springe? Ogsaa Damerne sprang, . . . Ak! — Kon
firmandinder! Ikke en eneste af dem gjorde et »Fejl
trin« under Forestillingen. Og det kalder man et Bil
lede af Livet!
Maaske bør man gjøre Kultusministeren opmærk
som paa, at man i dette Stykke ser nogle Damekjoler,
der er hvide.
Mon denne Haan stemmer med, hvad
der nu skal læres paa Bjærget? Alterklæder er jo og
saa hvide! — — He, he, he! Er jeg vittig?
Efter Balletten kom saa det usalige Juks: »Et
Kompagniskab«.
Har Forfatterne nogensinde skrevet i
»Politiken* ? Har disse franske Undermaalere bare Be
greb om, at der ikke findes andet Kompagniskab i Nor
den end mellem Integade og Rømersgade? Og dog vover
de sig frem paa en Scene, hvor den udødelige G unn ar
H e ib e rg saa nylig har talt Livets egne Ord! Jeg skal
ordentlig tage min Ven Kammerchefen ved hans Midas
øren for den Spas! — Og saa Skuespillerne. Jeg skal
lære dem! De undser sig ikke ved at optræde i et
Stykke, som hverken har vores udødelige E sm a n n
eller mit eget udødelige Mig s e lv til Forfatter. Men
de hævnede sig da ogsaa ved at spille deres Roller.
Fordummelsen fattede ikke Ironien; kun je g fattede den.
Men skældes ud skal de alligevel. — Naa, og de elen
dige Forfattere? Kunde de andet end faa Publikum til
at halvsove? Næ, — kom saa i »Dagmar«, -iiaar de
spiller »En Forlovelse«; der skal De se Søvn!
Atter bør man gjøre Hr. Goos opmærksom paa, at
der i Stykket forekommer Repliken »Det veed jeg
ikke«. Det er jo aabenbart, at Forfatterne har tænkt
sig: »Det veed jeg véd Gud ikke«. Kan dette tillades?
— — He, he, he! Jeg er saa vittig!
Theatret var fuldt af Danske. Som om disse Danske
har Begreb om Skuespil! Og af Russere. Kun ikke
Kejseren, — han vidste jo, at je g kom der. Det til
stedeværende Publikum overværede Forestillingen; men
jeg var allerklogest, — jeg gik hjem og spruttede Blæk.
Æ h—bæh.
Viribus unitis!
V i l
o
s #
U -
©-
t e
f e
'en gode, gamle »Liberale«,
Som har grassert i København
Til overmaade tvivlsom Gavn,
Er atter kommen lidt paa Tale.
Ved Foraarstid der blev Uenighed.
I »Morgenbladets« ferske Menighed.
Ak, Stridens Æble, vi erindre,
Det var ved sidste Grundlovsfest,
Om Hørup skulde være Gjæst
Med B e rg — ej mere eller mindre.
Da de blev begge inviteret,
Ja, saa var Kampen etableret.
Og »Morgenbladets« Redaktører,
B o rc h s e n iu s og G o rtch a k o v ,
De fandt, at Spasen var for grov,
Og man vil ikke være Fører.
Med fire andre Diplomater
De lægger ned deres Mandater.
At Alting vilde ramle sammen
Ved dette rædselsfulde Skridt,
Og at den vilde blusse vidt
Og bredt omkring nu, Oprørsilammen,
Foreningen tilsidst fortærende,
Det haabed vist de sex Fraværende.
Men Sagen blev ej saa »gefærlig«;
Den Smule Styrelse, der gik,
Man saa i samme Øjeblik,
Var ingenlunde uundværlig.
tAk! som man reder, saa man ligger!
Det kvad B o rc h s e n iu s og S ech er.
Thi Vognen, som de troede væltet,
Saa snart blot Tømmerne de slap,
Med E v ro p æ e r n e helt rap
Er nylig bleven »sammensmeltet«.
Og K o r s g a a r d kan nu nok saa hoven gaa
Og sige, han e r kommen ovenpaa.
Thi han og saa den store Taktiker,
Hr. S ø re n s e n med Fire til,
De har nu faaet vundet Spil
Ved Hjælp af B erg, den fine Praktiker.
Da »Morgenbladet« kom paa Døren,
Blev »Aftenbladet« Monitoren.
Og nu er altsaa E v ro p æ e rn e
Til Sorg og Harme for de Sex
Med »Kraften« K o rs g a a rd og med R e x
I en særdeles Grad paa Tæerne;
Og vi vil se en ganske splinter
ny Arbejdsplan i denne Vinter.
Naar L u s k e p e tre , R um le p o tte r
I et samdrægtigt Maskepi
Med L ib e r a le s Kompagni
Helt ugenert sig sammenrotter,
Konstellationen er bebudende:
Nu vil der komme Liv i Kludene!