Previous Page  314 / 435 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 314 / 435 Next Page
Page Background

306

En Tale.

‘en store, sittlich germaniske Kejser,

Som vexelvis plejer at vække stor

Forbavselse ved sine mange Rejser

Og ved sine mange velvalgte Ord,

Har nylig i E r f u r t været igjen

Paa Færde med en bevinget Udgydelse,

Der Flugten tog over Verden, men

Af megen Tale kommer Fortrydelse!

Da han tog Ordet blandt sine egne

Befalingsmænd, kunde han ikke sig dy

For salig

N a p o le o n

at betegne

Som den » k o r s i k a n s k e Pa r venu« .

Til Freden, som Tyskland har højlig kjær,

yW-iVar Talen en ganske besynderlig Ydelse:

• .'^ Frankrig har strax den taget sig nær;

For saa vidt har Talen alt vakt Fortrydelse.

De galliske Haner begyndte at gale,

Og andet Steds anslog man samme Dur;

Men saa blev den allerhøjeste Tale

Betimelig underkastet Censur:

Monarken havde i Talens Flugt

Kun fulgt en saare naturlig Indskydelse,

Han havde blot Ordet »Er ob r e r « brugt:

Det kuride da siges uden Fortrydelse.

Se, det var for saa vidt jo saare godt ;

Men der er ved hele Sagen det Aber,

At Kejserens Taler i Lejr eller Slot,

.Trods deres »famose« Egenskaber

Fremkalder, saa snart de vel er forbi,

Den, mildest talt, lidt blandede Nydelse,

Som kaldes et officielt Dementi

Og vidner om, at der opstod Fortrydelse.

Saa snart man en Tale af Kejseren ser,

Saa veed man, der bliver noget at dække;

Endogsaa hans Ord om »de a t t e n Armé e r « ,

Som først skulde ligge

»a u f d e r S tre ck e« ,

Blev siden berøvet deres Buket

Ved Dementerings-Djævlens Indflydelse.

Moralen heraf er slet og ret:

Af megen Tale kommer Fortrydelse!

Stoppenaalen.

Frit efter H. C. A n d e rsen .

Der var en Gang en Stoppenaal, der var saa fin paa

det.

Han havde faaet Udnævnelse til K am m e rc h e f

for at lappe paa Kunsten, og saa troede han, at han

var æsthetisk.

»Se bare til, at I holder paa mig,« sagde han til

Fingrene, der skrev Kritiker.

»Taber I mig, finder I

aldrig min Lige, saa fin er jeg.«

»Der er Maade med!« sagde Fingrene, og saa klemte

de ham.

»Ser I, jeg kommer med Suite!« sagde Stoppenaalen

og trak en lang Traad efter sig. Det var en Theater-

kommission, der gjerne vilde gjøre Knuder, men den

kunde ikke.

En Gang styrede Naalen lige mod en Skuespiller-

Adresse, der revnede. Men saa skulde der lappes et

Repertoire sammen. »Det er et nedrigt Arbejde !« sagde

Stoppenaalen. »Jeg knækker! jeg knækker!« — og saa

knak han.

»Nu duer han ikke til noget,« mente Fingrene, der

skrev Kritiker.

Men de holdt fast ved ham alligevel,

for de havde ingen anden. Kokkepigen, Madam B en t-

h eim , dryppede Lak paa ham og stak ham foran i sit

Tørklæde.

»Se. nu er jeg kauscher !« sagde Stoppenaalen ; »jeg

vidste nok, at jeg maatte ende blandt Mænd af Ære,

for jeg er saa fin og saa literær!« Og saa smilte han

indvendig, for paa en Kammerchef og paa Molière kan

man aldrig se det udvendig, naar de smiler.

Der sad

han nu saa frimodig og mandig, som om han sad paa

selve Røgen fra Hedda Gablers Pistoler, og nikkede saa

affabelt til hele Integade.

»Maa jeg spørge, om De er af Midas-Guld?« spurgte

han Knappenaalen, som var Theatercensor.

»De har

Deres eget Hovede, men lille er det. Om det saa er

min lille Apotheker, stikker De ham ud af Repertoiret

af bar Fordummelse. Men man kan jo heller ikke Alle

faa smaa sorte Lakklatter paa Kammerherrenøglen!«

Og saa rejste Stoppenaalen sig saa stolt i Vejret, at

han gik i Vasken, da Mad. lientheim skyllede en af sine

Theaterartikler ud.

»Frænde er Frænde værst!« sagde Stoppenaalen;

»bare jeg ikke bliver borte i det!« Men det blev han.

Der sejlede alle Slags hen over ham. »Lad sejle,«

sagde han; »jeg sidder, hvor jeg sidder. Se, der gaar

nu en R iis-P in d ; den tænker paa ingen Ting i Verden,

uden paa hvad der er »literært«, men Pølsepind er det,

og Ris faar den selv. Der flyder et »Morgengnav«, se

hvor det svajer, se hvor det drejer; pas paa dit Kainz-

mærke, du kunde let løbe Panden mod Ny-Romantiken!

— Der flyder et »Dagblad« ! — glemt er Alt, hvad det

skrev imod mig, og dog fører det et farligt Fersleben.

— Jeg sidder taalmodig og stille! jeg veed, hvor jeg

er, og der bliver jeg!«

En Dag var der noget, der skinnede saa dejlig tæt

ved, at Stoppenaalen troede, det var en Diamant. Efter

Rangforordningen var det en Kultusminister, men naar

man saae nærmere til, var det et Spejlskaar, hvori alle

de smaa Sorte kunde spejle sig. — »De er nok en

Diamant?« — »Ja, saadan kan De gjerne stave det; ef­

ter min nye Retskrivning er alle Stavemaader lige

gode!« og saa troede den Ene om den Anden, at de

var rigtig kostbare, og saa talte de om, hvor fordummet

Verden var.

»Ja, jeg har ligget i Bomuld hos en Kokkepige, der

kunde koge Suppe paa Alt, hvad der dur i Norden,«