314 / 435
306
En Tale.
‘en store, sittlich germaniske Kejser,
Som vexelvis plejer at vække stor
Forbavselse ved sine mange Rejser
Og ved sine mange velvalgte Ord,
Har nylig i E r f u r t været igjen
Paa Færde med en bevinget Udgydelse,
Der Flugten tog over Verden, men
Af megen Tale kommer Fortrydelse!
Da han tog Ordet blandt sine egne
Befalingsmænd, kunde han ikke sig dy
For salig
N a p o le o n
at betegne
Som den » k o r s i k a n s k e Pa r venu« .
Til Freden, som Tyskland har højlig kjær,
yW-iVar Talen en ganske besynderlig Ydelse:
• .'^ Frankrig har strax den taget sig nær;
For saa vidt har Talen alt vakt Fortrydelse.
De galliske Haner begyndte at gale,
Og andet Steds anslog man samme Dur;
Men saa blev den allerhøjeste Tale
Betimelig underkastet Censur:
Monarken havde i Talens Flugt
Kun fulgt en saare naturlig Indskydelse,
Han havde blot Ordet »Er ob r e r « brugt:
Det kuride da siges uden Fortrydelse.
Se, det var for saa vidt jo saare godt ;
Men der er ved hele Sagen det Aber,
At Kejserens Taler i Lejr eller Slot,
.Trods deres »famose« Egenskaber
Fremkalder, saa snart de vel er forbi,
Den, mildest talt, lidt blandede Nydelse,
Som kaldes et officielt Dementi
Og vidner om, at der opstod Fortrydelse.
Saa snart man en Tale af Kejseren ser,
Saa veed man, der bliver noget at dække;
Endogsaa hans Ord om »de a t t e n Armé e r « ,
Som først skulde ligge
»a u f d e r S tre ck e« ,
Blev siden berøvet deres Buket
Ved Dementerings-Djævlens Indflydelse.
Moralen heraf er slet og ret:
Af megen Tale kommer Fortrydelse!
Stoppenaalen.
Frit efter H. C. A n d e rsen .
Der var en Gang en Stoppenaal, der var saa fin paa
det.
Han havde faaet Udnævnelse til K am m e rc h e f
for at lappe paa Kunsten, og saa troede han, at han
var æsthetisk.
»Se bare til, at I holder paa mig,« sagde han til
Fingrene, der skrev Kritiker.
»Taber I mig, finder I
aldrig min Lige, saa fin er jeg.«
»Der er Maade med!« sagde Fingrene, og saa klemte
de ham.
»Ser I, jeg kommer med Suite!« sagde Stoppenaalen
og trak en lang Traad efter sig. Det var en Theater-
kommission, der gjerne vilde gjøre Knuder, men den
kunde ikke.
En Gang styrede Naalen lige mod en Skuespiller-
Adresse, der revnede. Men saa skulde der lappes et
Repertoire sammen. »Det er et nedrigt Arbejde !« sagde
Stoppenaalen. »Jeg knækker! jeg knækker!« — og saa
knak han.
»Nu duer han ikke til noget,« mente Fingrene, der
skrev Kritiker.
Men de holdt fast ved ham alligevel,
for de havde ingen anden. Kokkepigen, Madam B en t-
h eim , dryppede Lak paa ham og stak ham foran i sit
Tørklæde.
»Se. nu er jeg kauscher !« sagde Stoppenaalen ; »jeg
vidste nok, at jeg maatte ende blandt Mænd af Ære,
for jeg er saa fin og saa literær!« Og saa smilte han
indvendig, for paa en Kammerchef og paa Molière kan
man aldrig se det udvendig, naar de smiler.
Der sad
han nu saa frimodig og mandig, som om han sad paa
selve Røgen fra Hedda Gablers Pistoler, og nikkede saa
affabelt til hele Integade.
»Maa jeg spørge, om De er af Midas-Guld?« spurgte
han Knappenaalen, som var Theatercensor.
»De har
Deres eget Hovede, men lille er det. Om det saa er
min lille Apotheker, stikker De ham ud af Repertoiret
af bar Fordummelse. Men man kan jo heller ikke Alle
faa smaa sorte Lakklatter paa Kammerherrenøglen!«
Og saa rejste Stoppenaalen sig saa stolt i Vejret, at
han gik i Vasken, da Mad. lientheim skyllede en af sine
Theaterartikler ud.
»Frænde er Frænde værst!« sagde Stoppenaalen;
»bare jeg ikke bliver borte i det!« Men det blev han.
Der sejlede alle Slags hen over ham. »Lad sejle,«
sagde han; »jeg sidder, hvor jeg sidder. Se, der gaar
nu en R iis-P in d ; den tænker paa ingen Ting i Verden,
uden paa hvad der er »literært«, men Pølsepind er det,
og Ris faar den selv. Der flyder et »Morgengnav«, se
hvor det svajer, se hvor det drejer; pas paa dit Kainz-
mærke, du kunde let løbe Panden mod Ny-Romantiken!
— Der flyder et »Dagblad« ! — glemt er Alt, hvad det
skrev imod mig, og dog fører det et farligt Fersleben.
— Jeg sidder taalmodig og stille! jeg veed, hvor jeg
er, og der bliver jeg!«
En Dag var der noget, der skinnede saa dejlig tæt
ved, at Stoppenaalen troede, det var en Diamant. Efter
Rangforordningen var det en Kultusminister, men naar
man saae nærmere til, var det et Spejlskaar, hvori alle
de smaa Sorte kunde spejle sig. — »De er nok en
Diamant?« — »Ja, saadan kan De gjerne stave det; ef
ter min nye Retskrivning er alle Stavemaader lige
gode!« og saa troede den Ene om den Anden, at de
var rigtig kostbare, og saa talte de om, hvor fordummet
Verden var.
»Ja, jeg har ligget i Bomuld hos en Kokkepige, der
kunde koge Suppe paa Alt, hvad der dur i Norden,«